Hegemoni

Ordet betyder overherredømme og refererer i international politik normalt til en situation, hvor en enkelt stat, hegemonen, på grund af sine økonomiske og/eller militære magtressourcer indtager en dominerende position - enten regionalt eller globalt. Eksempler på hegemoner er Storbritannien i det 19. århundrede og USA efter Anden Verdenskrig. Tyskland udøvede regionalt hegemoni i tiden op til og under Anden Verdenskrig, og Sovjetunionen var hegemon i Østeuropa under Den kolde Krig. Af og til forbindes hegemoni også med en situation, hvor to eller flere stormagter sammen dominerer det internationale system som USA og Sovjetunionen gjorde under Den kolde Krig. Betegnelsen er dog mere på sin plads, når stormagtsforholdet er mindre konfliktpræget, end tilfældet var under Den kolde Krig. En større grad af samarbejde synes at herske i den situation, der er under udvikling med USA og Kina som de to hovedmagter, og her kan der blive tale om et mere udtalt stormagtshegemoni (allerede benævnt duopol i modsætning til den tidligere bipolaritet).   

Der er inden for faget International Politik udviklet særlige hegemoniteorier, hvor udgangspunktet ofte er et positivt syn på hegemonen. Det antages således, at en hegemon kan være nødvendig for at sikre fred og stabilitet, hvilket i så fald naturligvis sker på hegemonens betingelser, men antages også at komme andre stater til gode. I mellemkrigstiden havde USA allerede udviklet sig til den stærkeste økonomiske magt i verden, men landet undlod at gå ind i rollen som hegemon, hvilket blandt hegemoniteoretikere anses for en af hovedårsagerne til den internationale ustabilitet, der herskede i perioden, og som i sidste ende førte til Anden Verdenskrig. Efter krigen veg USA ikke tilbage fra at indtage hegemonirollen, hvilket bl.a. kom til udtryk gennem skabelsen af et mere reguleret globalt økonomisk system (Bretton Woods-aftalerne med oprettelsen af bl.a. Verdensbanken og Den Internationale Valutafond). Herved sikrede USA sig en verdensorden, hvor liberale og kapitalistiske principper prægede store dele af verden. Sikkerhedspolitisk kom USA til at fungere som regional hegemon i den vestlige verden, ikke mindst gennem oprettelsen af NATO.

Unipolariteten efter Den kolde Krigs afslutning omkring 1990 har forstærket USAs hegemonirolle i verden, men den udfordres i stigende grad, især på det økonomiske område. USAs stilling som hegemon har været underbygget gennem udbredelsen af amerikansk kultur til størstedelen af verden, men også her bliver der i dag stillet spørgsmålstegn ved USAs muligheder for at opretholde sin position. Der er blevet talt om en ny civilisationernes kamp (Samuel Huntington), hvor især den muslimske verdens reaktioner på USAs dominerende indflydelse har været påfaldende.

Den stabilitet og orden, der skabes ved, at en eller flere stormagter udøver hegemoni, virker ikke kun til gunst for hegemonen - eller hegemonerne - selv. Hegemoniteoretikerne taler om, at der eksisterer et free-rider-problem, hvor mindre stater høster fordele uden selv at yde noget. Det kan være tydeligt på det økonomiske område, hvor mange staters vækst og velstand kan være betinget af hegemonens villighed til at opretholde de vilkår, der sikrer stabilitet og orden. For hegemonen kan opretholdelsen heraf være forbundet med store udgifter til krigsførelse, oversøiske baser og økonomisk bistand. I den forbindelse har en britisk historiker (Paul Kennedy) på basis af verdenshistorien siden år 1500 udviklet en særlig teori om hegemoners opstigen og fald. Hegemoner kan iflg. denne teori kun opretholde deres position i en begrænset periode, fordi de efterhånden vil blive ofre for såkaldt over-stretch, d.v.s. at deres eksterne forpligtelser kommer til at overstige deres økonomiske formåen, hvorved en ny hegemon vil få mulighed for at overtage den hidtidiges plads.