Åbn undermenuer...

Regimer

Ud over at betyde styre (med en klang af skældsord) bruges ordet i international politik til at betegne en situation, hvor der er opstået nogle fælles regler for acceptabel adfærd. Eksempelvis er der mellem de nordiske lande et sikkerhedsfællesskab, hvor anvendelsen af militær magt ikke vil komme på tale i tilfælde af uenighed. I regimeteori arbejder man med fire trin på den såkaldte sikkerhedsstige, gående fra "alliancer og stabil magtbalance" til "sikkerhedsfællesskab".

 Uddybende forklaring

I daglig tale bruges ordet regime om et lands styre, ofte når det har en mindre demokratisk karakter. I International Politik har ordet en anden betydning og hentyder her til et mere eller mindre løst organiseret samarbejde mellem stater og andre aktører inden for et konkret område som f.eks. handel, skibsfart eller klimaspørgsmål. En meget udbredt definition på et regime er flg.: Principper, normer, regler og beslutningsprocedurer, som en række aktørers forventninger samles om i forbindelse med et bestemt politisk spørgsmål (Stephen Krasner: International Regimes, 1982).

Regimer kan antage mange former. I den ene ende har man internationale organisationer, hvor regler og faste beslutningsprocedurer gør sig gældende. I den anden ende kan et regime blot bestå i nogle fælles uskrevne normer mellem en gruppe aktører om f.eks. at udveksle efterretningsoplysninger. Ofte vil et sådant uformelt samarbejde mellem stater med tiden antage en mere formaliseret karakter i form en overenskomst, traktat eller i sidste ende en international organisation. Men regimebegrebet er udviklet for at angive den brede vifte af samarbejdsformer, der eksisterer i det internationale system.

De to hovedretninger inden for International Politik, idealismen og realismen, har begge taget regimebegrebet til sig, men har en helt forskellig tolkning af dets betydning. Umiddelbart ligger eksistensen af regimer mest i forlængelse af den idealistiske tankegang, der opererer med en fremadskridende modning af den internationale politik. Samarbejde er fremherskende, og i sidste ende vil staterne indse fordelen ved at samarbejde på flere og flere områder og i en stadig mere organiseret form. Regimedannelse er netop udtryk for denne idealistiske fremskridtstro. Men realisterne accepterer også begrebet. Udgangspunktet er her anarkiet i det internationale system. Det vil aldrig kunne overvindes, men realisterne anerkender, at der finder samarbejde sted, og at aktørerne har fælles interesser på afgrænsede områder. De taler derfor om at regimerne er udtryk for et modent anarki og antyder dermed i modsætning til idealisterne at der er grænser for hvor meget anarkiet kan overvindes.

Regimeteorien er oprindelig udviklet i sammenhæng med den såkaldte interdependensteori fra 1970erne. Opfattelsen var her at den stigende gensidige afhængighed staterne imellem (i dag omtalt som globalisering) fremelskede et øget behov for samarbejde på stadig flere områder, og at det også ofte skete på et uformelt grundlag. Samtidig kunne regimeteorien forklare, hvorfor der trods USAs relativt svækkede magtposition og en verdensøkonomisk krise kunne herske så forholdsvis stabile tilstande i den internationale økonomi, og at stabiliteten fortsat byggede på amerikanske præmisser. For idealisterne var det udtryk for, at regimerne havde en selvstændig rolle uafhængigt af de ændrede magtforhold. Realisterne derimod mente, at regimerne højst kunne forhale en tilpasning til nye magtforhold. Regimeteorien er siden blevet et centralt element i den såkaldte liberale institutionalisme, der netop betoner institutionernes selvstændige betydning i international politik.

Hvis man i dag vil bruge regimebegrebet i forbindelse med forhandlingerne på klimaområdet, kan der både argumenteres for det idealistiske og realistiske syn på regimer. Idealisterne vil sige at netop klimaspørgsmålet er et eksempel på, at der stadig udvikles nye og stærkere regimer ikke mindst i lyset af den tiltagende globalisering. Kyoto-protokollen fra 1997 er udtryk for en meget stærk regimedannelse på området, og skønt der endnu ikke er opnået enighed om en afløser, så har stort set alle aktører fælles forventninger til, at der skal opnås resultater, og de bliver presset hertil af en stadig mere højlydt opinion. Omvendt vil realisterne hæfte sig ved, at der nok er tale om en regimedannelse, men at den har vist sin svaghed i forhold til de nationale interesser, der gør sig gældende, jf. fiaskoen på topmødet i København i december 2009.

 

 

Figurer