Åbn undermenuer...

Menneskerettigheder

Rettigheder, der siges at tilfalde alle mennesker alene i kraft af, at de er mennesker. Væsentlige skridt i udviklingen er Den amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske nationalforsamlings erklæring om menneskerettighederne fra 1789. Menneskerettighederne er siden blevet optaget i mange landes demokratiske forfatninger som en del af de borgerlige frihedsrettigheder, inden FN i 1948 vedtog sin menneskerettighedserklæring og forpligtede alle medlemslande til at overholde menneskerettighederne. Europarådet vedtog i 1950 Den europæiske Menneskerettighedskonvention og oprettede senere den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Væsentlige menneskerettigheder er retten til liv og retfærdig retspleje samt mulighed for at udfolde sig i frihed herunder frihed fra tortur og slaveri. Også sociale rettigheder som ret til arbejde og social tryghed er medtaget i de moderne menneskerettighedsforestillinger. Endelig forsøger nogle at udstrække begrebet til også at omfatte det miljømæssige område i bred forstand.

 Uddybende forklaring

Menneskerettigheder er rettigheder, vi har i kraft af at være mennesker. Det er en gammel tanke, der er forbundet med den såkaldte naturret, at mennesket har visse umistelige rettigheder. Oprindelig mente man, at de naturlige rettigheder kom fra Gud. Der var en etisk og religiøs begrundelse for dem.

I det sekulariserede samfund, der voksede frem med oplysningstiden omkring 17-1800, blev der behov for at begrunde menneskerettighederne på andre måder. Det kunne være, hvis man havde tilkæmpet sig dem fra en enevældig Kongemagt, som man gjorde med de franske menneskerettigheder, eller som amerikanerne gjorde med Bill of Rights.

Med FNs erklæring om menneskerettigheder fra 1948 kom endvidere et sæt af økonomiske og sociale rettigheder, f.eks. ret til arbejde, uddannelse og bolig, og i det hele taget retten til en tilstrækkelig levestandard, herunder ret til sundhedsydelser.

Behovet for menneskerettigheder blev understreget og aktualiseret efter, at man havde været udsat for 2. Verdenskrigs grusomheder, herunder de betydelige krænkelser af menneskerettighederne i koncentrationslejre og på krigsskuepladser.

Man havde behov for at definere dem som andet end positiv ret, dvs den givne ret som den er vedtaget af den politiske magt, og som domstole dømmer efter. Hvis mennesker kun retter sig efter den positivt givne magt, havde man et eksempel på, hvordan det kunne gå galt ved at se på Nazi-Tyskland. Ved Nürnbergprocesserne efter krigen gjorde man op med princippet om, at borgere i et samfund kun er underlagt den nationale ret.

Der var behov for at få defineret menneskerettighederne som universelle rettigheder, altså rettigheder, der ikke afhænger af, hvilket givent samfund man tilfældigvis er vokset op i. Derfor vedtog FN i 1948 erklæringen om menneskerettigheder, hvor det siges i artikel 1:

Alle mennesker er født frie og lige, i lige værdighed og med lige rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed og bør handle imod hinanden i en ånd af gensidigt broderskab.
Deklarationen fortsætter med at sige, at alle har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed. Senere siges, at man har ret til ejendom.

Ingen må holdes i slaveri eller trældom, og ingen må underkastes tortur. Alle har endvidere ret til at være et retssubjekt i et retssamfund. Det vil sige, at man har krav på at blive stillet for en dommer, hvis man fængsles, og man har krav på en retfærdig rettergang. Alle skal være lige for loven. Det er altså en menneskeret at kunne leve i et retssamfund.

Man har endvidere ret til privatlivets fred. Man har ret til at bevæge sig frit inden for sit land og til at bevæge sig mellem lande. Endvidere har man ret til at søge og få bevilget asyl i et andet land, hvis man udsættes for forfølgelse.

Erklæringen om menneskerettigheder indeholder også de såkaldte borgerlige frihedsrettigheder. Det er retten til at forsamle sig og retten til at ytre sig frit.

Erklæringen om Menneskerettigheder har ikke i sig selv juridiske virkninger. Det har derimod de konventioner, FN senere har vedtaget, og som tager afsæt i Menneskerettighedserklæringen. Det kan f.eks. være Flygtningekonventionen, der handler om de rettigheder, man har som asylansøger og flygtning. Når et land har underskrevet en konvention, gælder den som ret i landet.