Pengepolitik

Pengepolitik går ud på at ændre renten og/eller pengemængden og derved påvirke størrelsen af den økonomiske aktivitet. Pengepolitikken varetages af Nationalbanken. I Danmark fastlægges den overordnede strategi for pengepolitikken dog ofte efter rådslagning med de økonomiske ministre i regeringen.

Myndighederne kan sætte mere gang i den økonomiske aktivitet ved at sætte renten ned. Det kaldes ekspansiv pengepolitik. Ofte bruges også betegnelsen at lempe pengepolitikken. Den lavere rente bevirker, at tilskyndelsen til at låne penge til investeringer og forbrug øges, og at tilskyndelsen til at spare op falder.
De højere investeringer og det højere forbrug bevirker, at vareefterspørgslen forøges. Produktionen forøges, og indkomsterne stiger. Multiplikatoren og acceleratoren sørger for, at denne effekt forstærkes. Som ved ekspansiv finanspolitik er resultatet en højere BNP-vækst, højere beskæftigelse og lavere ledighed.

Ekspansiv pengepolitik bevirker derfor også, at betalingsbalancen forværres, fordi importen øges. Inflationen tager til, da den lavere ledighed fører til højere lønstigninger. Hvis økonomien i forvejen befinder sig i en højkonjunktur, er ekspansiv pengepolitik derfor en dårlig idé. Ekspansiv pengepolitik anvendes ligesom ekspansiv finanspolitik primært til at sætte mere gang i økonomien under en lavkonjunktur.

Til forskel fra ekspansiv finanspolitik fører ekspansiv pengepolitik ikke til en forværring af de offentlige finanser tværtimod. Den øgede aktivitet og beskæftigelse forbedrer de offentlige finanser. Den lavere rente bevirker endvidere, at rentebetalingerne på statsgælden bliver mindre, hvilket bidrager til at forbedre de offentlige finanser. Men man kan ikke deraf slutte, at ekspansiv pengepolitik har flere fordele og færre ulemper end ekspansiv finanspolitik. Ekspansiv pengepolitik fald i renten kan i nogle tilfælde destabilisere valutakursen og eventuelt føre til nedskrivning af valutaens værdi, hvilket efterfølgende kan føre til stigende inflation.

En ekspansiv pengepolitik kan også bestå i at øge pengemængden, dvs. at Nationalbanken sætter flere penge i omløb ved at købe obligationer af de finansielle institutioner (banker). Det svarer til et rentefald og har dermed den samme effekt.

Det modsatte af ekspansiv pengepolitik er kontraktiv eller stram pengepolitik, hvorved renten hæves. Det er et effektivt instrument til at lægge en dæmper på økonomien under en højkonjunktur. Nationalbanken kan også opsuge penge ved at sælge obligationer. Det sker typisk i en situation med underskud på statens finanser, hvor salget af obligationer bruges til at neutralisere den øgning af pengemængden, som umiddelbart er opstået som følge af underskuddet.

Siden efteråret 1982 har det været en del af den danske strategi, at kronens værdi skulle knyttes tæt til D-marken, nu Euroen. Samtidig er kapitalbevægelserne over landets grænser i dag så frie, at Nationalbanken ikke direkte kan styre renten i Danmark, da den danske rente ikke kan variere meget fra renten i Euroland. Der er derfor kun meget begrænsede muligheder for at føre selvstændig pengepolitik i Danmark. Til gengæld har det afgørende betydning for udviklingen i Danmark, hvad Den europæiske Centralbank foretager sig.
For Europa som helhed har pengepolitikken fortsat stor betydning, og der er gode muligheder for at påvirke økonomien gennem ændringer i renten.