Velfærdsstat

En velfærdsstat er en stat, der varetager en række funktioner, der fremmer velfærden for landets borgere. En velfærdsstat har således funktioner, der rækker ud over blot at yde landets borgere sikkerhed. Alt efter hvilken velfærdsmodel, der er tale om, kan disse ydelsers størrelse og målgruppe samt fordelingsprincipper variere. Ifølge den klassiske liberalisme skulle staten alene sikre borgeren mod indre og ydre fjender - den såkaldte natvægterstat. Velfærdsstaten er således et opgør med den tanke, idet staten tillægges flere funktioner. Historisk kan velfærdsstaten forbindes med arbejderklassens fremkomst i 1870'erne. Hvor natvægterstaten har liberalismen som ideologi, er velfærdsstaten knyttet til socialismen (solidaritet, lighed), men også konservatismen kan siges at have haft betydning for velfærdsstatens udvikling ved den betoning af den stærke borgers ansvar for den svage borger.

I et livsforløb vil den enkelte borger komme til at opleve situationer, hvor de ikke kan passe deres arbejde på grund af sygdom, arbejdsløshed, eller at de simpelthen går på pension. I en ren markedsøkonomi uden en velfærdsstat ville den enkelte selv skulle spare op til at dække indkomsttabet eller tegne en privat forsikring. I velfærdsstaten udspændes der et socialt sikkerhedsnet under den enkelte. Sikkerhedsnettet sikrer en minimal levestandard ved at overføre ydelse - indkomstoverførsler - fra staten til den enkelte borger, som er ramt. Velfærdsstaten sørger dermed også for, at der sker en omfordeling fra de højere indkomster til de lavere indkomster. Denne omfordeling - mere lighed - forstærkes yderligere i lande, hvor skatten betales efter en progressiv skala. Hvilke grupper, der skal have hvilke overførsler hvornår og hvor længe, varierer meget fra land til land. I velfærdsstaten indgår normalt også, at staten stiller en række tjenester til rådighed for borgerne. Det kan være forsorg til ældre og handicappede, uddannelse og sundhed. Hvilke goder, der skal tildeles uden direkte betaling, besluttes politisk, ligesom det varierer meget fra land til land, hvilke goder, der er omfattet.

Knyttet til velfærdsstaten er der således en række sociale rettigheder, uden at øvrige rettigheder (valgret) mistes. Hermed er velfærdsstaten knyttet til tanken om medborgerskab.

Normalt skelnes der mellem tre velfærdsmodeller: Den skandinaviske (universelle), den angelsaksiske (residuale) og den centraleuropæiske (forsikringsmodel). I den skandinaviske model er alle borgere omfattet. Den er universel. Modsat er kun personer med tilknytning til arbejdsmarkedet omfattet af den centraleuropæiske model, mens den residuale model sigter på at sikre de svageste grupper et eksistensminimum. Skellet mellem de tre modeller er ikke skarpt. I Danmark er der eksempelvis sket en glidning fra den universelle model til den mere residuale model ved, at en række ydelser gradueres efter, hvor længe man har været i landet. Modsat er der tendenser til, at den residuale model i USA tilpasses den universelle ved, at en række ydelser frigøres fra private forsikringer.

Det diskuteres til stadighed i Danmark, hvorvidt ydelser fra velfærdsstaten skal målrettes bestemte grupper (den residuale model), eller om det universelle princip fortsat skal være gældende inden for de fleste områder. Skal alle familier med børn - uanset indkomst - have børnepenge? Skal alle pensionister uanset formue have adgang til gratis hjemmehjælp? Tilhængere af mere målrettede ydelser mener, at så kan man mere massivt hjælpe de udsatte grupper, mens modstandere af disse fastholder, at "welfare for the poor is poor welfare", da målrettede ydelser får karakter af almisser, og trangsprincippet vinder frem på bekostning af et rettighedsprincip. Desuden sikrer universelle tildelinger en politisk opbakning til velfærdsstaten - alle borgere har glæde af den. Velfærdsstaten griber ikke alene ind i borgernes økonomiske liv, men også i borgernes hverdagsliv. Bl.a. den tyske sociolog Jürgen Habermas har kritiseret velfærdsstaten for at undergrave mellemmenneskelige fællesskaber og solidaritetsmekanismer, ligesom det omfattende kontrolsystem, der følger i kølvandet på velfærdsstaten er med til at undertrykke det enkelte individ. Habermas ser dermed velfærdsstaten som en del af systemverdenen, hvor magt og penge er dominerende. Velfærdsstaten bidrager dermed til systemverdenens kolonisering af livsverdenen, hvor livsverdenen (det civile samfund) er karakteriseret ved solidaritet og tillid.