Føderation

Benævnes også en forbundsstat og kan defineres som en stat med to regeringsniveauer: et forbundsniveau og et delstatsniveau. Til grund for regeringsudøvelsen på begge niveauer eksisterer en forfatning, normalt sådan at der i forbundsforfatningen er specificeret, hvilke kompetencer der henhører under fællesniveauet, mens de resterende kompetencer (residualmyndigheden) henhører under delstaterne. D.v.s. at en føderation er karakteriseret ved en udstrakt decentralisering og magtspredning i modsætning til en enhedsstat. Kompetencen til at handle udadtil (udenrigspolitikken) beror dog altid hos forbundsmyndighederne, og delstaterne besidder ikke ret til at udtræde af føderationen. Forbundsstaten udgør derfor en suveræn enhed ligesom andre stater i det internationale system. Den adskiller sig herved fra et statsforbund, hvor de deltagende stater bevarer deres suverænitet. 

Mange stater i verden er opbygget som føderationer. Den ældste er USA, som i mange henseender har dannet forbillede for senere føderationer. Det gælder bl.a. m.h.t. den måde, den parlamentariske repræsentation er organiseret på. I USA er parlamentet (Kongressen) delt i to kamre: Senatet og Repræsentanternes Hus. I Senatet er der to repræsentanter for hver delstat, i Repræsentanternes Hus er befolkningstallet afgørende for delstaternes repræsentation. Herved tages der både hensyn til delstaternes ligestilling og deres forskellige størrelse. Andre kendte føderationer er Tyskland, Schweiz, Belgien, Canada og Indien.

Udover ønsket om at sprede magten og derved undgå tyranni ligger der i føderationstanken ofte ønsket om at give selvstyre til regioner med særlige karakteristika, f.eks. af etnisk art (jf. f.eks. de tre sidste af ovennævnte stater). Andre steder overvejes overgang til en føderal opbygning ud fra det samme ønske. Det gælder f.eks. Storbritannien, Spanien og Italien. I alle tre lande er der regioner, hvor kravet om øget selvstændighed vil kunne imødekommes gennem skabelsen af en føderation (især hhv. Skotland, Catalonien, Norditalien). I Danmark har føderationstanken ikke spillet nogen større rolle, i stedet har to regioner fået udstrakt selvstyre inden for det danske rige: Færøerne og Grønland.

Bestræbelser på at gøre EU til en føderation og dermed skabe en europæisk forbundsstat optræder som et tilbagevendende skræmmebillede i den danske EU-debat. Det understøttes af, at stærke kræfter i især de sydeuropæiske medlemslande, men også i Tyskland, er tilhængere af føderationstanken, og at føderative træk allerede kendetegner EU-traktaterne (et lovgivende parlament, en stærk domstol, en udenrigsminister og et fælles udenrigsministerium under opbygning m.v.). Heroverfor hævdes, at EU aldrig vil kunne blive et nyt USA på grund af de store forskelle af historisk, kulturel og politisk art, der findes mellem medlemsstaterne, og at fortsatte udvidelser af medlemskredsen vil gøre det stadig vanskeligere at føre integrationsudviklingen så vidt. Over for føderationen som et skræmmebillede påpeger tilhængerne af føderationstanken, at EUs såkaldte demokratiske underskud kun kan løses ved at omdanne organisationen til en forbundsstat, og at en sådan stat i realiteten vil blive mere decentral, end tilfældet er med den nuværende opbygning.