USA, politiske system i

USA er en føderal union af 50 enkeltstater. Landet ledes af en præsident, der er både statsoverhoved og regeringsleder. Der er altså ikke parlamentarisme i USA. Landet har et præsidentielt politisk system med den folkevalgte præsident som en relativt stærk magtpol i systemet. Præsidenten er bl.a. commander-in-chief (øverstbefalende) for USAs væbnede styrker, dvs. at han/hun leder verdens absolut mest slagkraftige militære apparat. 

Kongressen i Washington, det føderale parlament, har to kamre. Senatet har 100 medlemmer, 2 senatorer fra hver enkeltstat i Den amerikanske Union. Repræsentanternes Hus har 435 medlemmer valgt ved flertalsvalg i enkeltmandskredse (first-past-the-post) i hele landet. Antallet af kredse i enkeltstaterne varierer fra 3 i Alaska til 55 i Californien, der er den største stat med godt 38 mio. indbyggere.

En væsentlig del af USAs politiske system udgøres af de amerikanske domstole, herunder den amerikanske Højesteret. Højesteret har stor selvstændighed. Dommerne er udnævnt af præsidenten (med godkendelse i Senatet) på livstid. Det er for at sikre deres uafhængighed. Højesteret kan selvstændigt prøve loves overensstemmelse med forfatningen samt lave kendelser, der fortolker den amerikanske forfatning. Højesteret har fx lavet kendelser om, at amerikanske borgere ikke må diskrimineres ud fra racemæssige kriterier. Det følger af forfatningen. Dette førte bl.a. til det såkaldte busing-program, hvor amerikanske skolemyndigheder blev tvunget til at fragte afroamerikanske børn i skolebusser til hvide forstadsskoler, der var bedre end de skoler, de ellers kunne gå på inde i ghettoområderne i storbyerne.

Den amerikanske forfatning er kendetegnet ved en ret konsekvent gennemførelse af magtdelingsprincippet. Der er tre magter: Præsidenten har den udøvende magt, Kongressen har den lovgivende magt, og Højesteret har den dømmende magt. De tre magter afbalanceres i forhold til hinanden af princippet om checks-and-balances (gensidige tjeks og afbalanceringer). Kongressen laver lovene, men præsidenten kan nedlægge veto imod dem. Til gengæld kan Kongressen bryde vetoet, men det kræver 2/3 flertal. Præsidenten foretager en masse udnævnelser af personer på høje poster, men udnævnelserne skal godkendes i Kongressen. Præsidenten kan sætte initiativer i gang, men Kongressen kan lade være med at bevilge pengene på den årlige finanslov. Sådan kan man blive ved. Kort sagt er præsidenten nødt til at finde ud af at samarbejde med Kongressen, hvis han vil have resultater i sin præsidentperiode.

Der er to hovedpartier: Demokraterne og Republikanerne. Demokraterne kan minde om danske socialdemokrater, men måske med en stærkere konservativ fløj i partiet. Republikanerne kan minde om vesteuropæiske borgerlige af konservativ-liberalistisk observans. Partiernes ideologier og programmer kan dog svinge ganske meget afhængig af de politiske vinde og konjunkturer. Politikere, der vil frem, kan positionere sig forskelligt i forhold hertil. George W. Bush (præsident fra 2001-08) spillede fx aktivt på det religiøse højre, der har stærke vælgerbastioner i Midtvesten og det sydlige USA. Barack Obama, Demokraternes præsident (2009-) spillede i sin valgkamp på både den gamle Roosevelt-koalition af fagforeninger og arbejder-Amerika, regnbuekoalitionen af etniciteter (den tidligere afroamerikanske demokratiske præsidentkandidat Jesse Jacksons opfindelse) og de højtuddannede amerikanere i storbyerne på Vest- og Østkysten. 

Ved valget i november 2012 vandt Barack Obama igen præsidentvalget, denne gang over republikaneren Mitt Romney. Men Obama står over for en vanskelig anden periode som præsident, idet Demokraterne nok har et flertal i Senatet, men Republikanerne sidder på flertallet i Repræsentanternes Hus. Det betyder, at det kan blive vanskeligt for Obama at få større reformer kørt igennem Kongressen.

De amerikanske enkeltstater har betydelige selvstændige kompetencer på en lang række områder, lige fra uddannelsespolitik til retspolitik. Tænk fx på, at der er store regionale forskelle på, hvordan retten til at idømme dødsstraf fortolkes i staterne. De politiske systemer i enkeltstaterne kan på flere måder ligne kopier af det føderale niveau. Der er et parlament med to kamre (som regel mindre end i Washington). Der er en guvernør valgt direkte af vælgerne i staten, og der er en statslig administration, der udskriver skatter og administrerer en lang række politiske og økonomiske ressortområder.