Åbn undermenuer...

Politik

Politik drejer sig om kampen om den økonomiske og værdimæssige fordeling i et land. Politik kan endvidere defineres ved institutioner eller processer. Når man definerer politik ud fra institutioner, ser man f.eks. på staten og dens institutioner, dvs regering, parlament, ministerier og regional- og lokalforvaltning (regioner og kommuner). Hertil kommer uden for staten politiske partier og interesseorganisationer.

Når man vil definere politik som processer, forsøger man at definere, hvilke aktiviteter der er politiske. Det har den amerikanske politolog David Easton f.eks. gjort ved at sige, at alle aktiviteter, der vedrører den autoritative fordeling af værdier for samfundet, er politiske. At beslutninger er autoritative betyder, at borgerne er tvunget til at følge dem. Fordeling af værdier kan f.eks. ske ved skatte- og fordelingspolitikken. Der er en opkrævning af skatter og afgifter, og der er en fordeling til f.eks. velfærd og uddannelse. Værdier kan også være immaterielle, når der f.eks. er kamp om kulturopfattelse og værdipolitik.

 Uddybende forklaring

Politik er blevet defineret som det, der drejer sig om dels staten, dels de politiske aktiviteter og processer. Efter den sidstnævnte måde bliver det til det politiske system, jvf figur  1 , der viser David Eastons model over det politiske system.

Der stilles krav til systemet, og det gives støtte. Det kaldes inputs til systemet. Mange inputs, f.eks. forslag til nye love, kommer inde fra systemet selv (withinputs). Uden støtte ville systemet bryde sammen. Inde i kassen befinder der sig det, man kan kalde staten: Parlamentet, der vedtager lovene, ministerier og andre institutioner.

Easton ville definere det som et system netop for at angive, at politik drejer sig om meget mere end det, der sker i institutionerne. Det kan f.eks. også være politik, når man sidder ved middagsmordet i en familie og taler om samfundsforhold. Her sker jo en politisk socialisation, dvs en indlæring af værdier, normer og et verdenssyn.

Under systemniveau kan man beskæftige sig med politiske ideologier, partier, parlamenters funktionsmåde, sociale klasser og deres politiske udtryksformer, politiske eliter, marginalisering af grupper og politik i forhold til de forskellige områder af samfundet, f.eks. forsvaret, uddannelser og indretning af den sociale velfærd. Det hedder henholdsvis forsvarspolitik, uddannelsespolitik og socialpolitik.

Man kan koncentrere sig om, hvor grænserne for politik som helhed går. Hvis vi f.eks. definerer politik som det, der vedrører staten og dens institutioner, kan man stille spørgsmålet: Hvad omfatter det? Skal staten blande sig i alt? Det er der måske nogle, der mener. Andre mener, at staten skal blande sig i så lidt som muligt. Når man forholder sig normativt til dette, er det blevet politisk ideologi.

Vi kan se det ud fra trekanten stat, marked, civilsamfund. I et totalitært samfund rækker staten ind over både marked og civilsamfund. Man vil bestemme over civilsamfundet, f.eks. ligefrem hvordan folk tænker, og måske blande sig i, hvordan massemedier fungerer, og hvad der læses i skolerne. Der laves også f.eks. økonomisk planlægning. Staten ejer virksomheder, etc. Den direkte styring af virksomheder og økonomi er en del af det politiske.

I andre, mere liberaldemokratiske samfund vil man indskrænke statens område til kun indirekte at styre økonomien. Og man vil i denne tradition sige, at staten skal holde sig fra civilsamfundet og respektere privatlivets fred. Både marked og civilsamfund kan i et vist omfang være selvstyrende. I stedet for at staten sender inspektører ud og giver en smily til en slagter eller restaurant, kan man forestille sig, at det overlades til erhvervet selv at styre kvaliteten. Hvis de ikke gør det, får butikker med dårlig kvalitet ingen kunder (markedet styrer ved, at kunderne kan stemme med fødderne). Alternativt styrer staten ved at lave love om fødevaresikkerhed (politik).

I det moderne samfund med massemedier og en offentlig sfære, hvor der foregår en politisk debat, bliver politik ofte en kamp om, hvordan man bruger sproget. Begge sider i en politisk kamp kan hævde, at de kæmper for demokrati og frihed. Men de lægger måske noget forskelligt i ordene. Sådan er det med mange politiske begreber. Der foregår en diskursiv kamp om, hvordan begreberne skal forstås.

Det kan gælde noget så simpelt som ordet samfund. Består samfundet af en række atomiserede individer, eller skal vi ved samfund forstå en samling af individer med en eller anden form for fælles mål og sammenhold imellem dem?

Består samfundet af individer eller borgere eller forbrugere? Bare denne diskussion er politisk. Ordet borger indbefatter i f.eks. den såkaldte republikanske tradition en opfattelse af, at individet har forpligtelser i forhold til det politiske fællesskab. Man bør deltage i samtalen, den politiske dialog, med henblik på, at der kan træffes politiske beslutninger ved demokratiske afgørelser (stemme ved valg, styre ved repræsentanter).

På den ene side kan det hævdes, at politik er præget af konflikter. Det kan være konflikter mellem sociale klasser, der kæmper om den politiske magt i samfundet for at afgøre fordelingen af værdier til klassens fordel. På den anden side kan det hævdes, at samfundet er præget af en bestræbelse på at finde det fælles gode, og at der er konsensus om dette.

 

 

Figurer

Læs videre