Åbn undermenuer...

Vælgeradfærd

I den politologiske disciplin vælgeradfærd udvikles teori og undersøgelsesteknikker til belysning af vælgernes politiske deltagelse, stemmeadfærd og forklaringer på denne.

Der skelnes ofte mellem korttidsfaktorer, f.eks. påvirkninger af vælgerne under valgkampe og igennem den økonomiske konjunktur (op- og nedgange i den økonomiske aktivitet), og langtidsfaktorer, f.eks. i hvilket omfang vælgeradfærden er bestemt af  klassemæssigt tilhørsforhold, partiidentifikation og livsstil.

Op til et valg er vælgerne underlagt en lang række påvirkninger, der motiverer stemmeafgivningen, eventuelt bestemmer, at vælgeren bliver hjemme på sofaen. Blandt de vigtigste af disse påvirkninger er økonomiens tilstand, specielt hvis denne kan tillægges den siddende regering. Med globaliseringen er landene blevet mere gensidigt afhængige rent økonomisk, og i det omfang vælgerne erkender, at den siddende regering ikke er ansvarlig for en økonomisk nedgang, er det ikke sikkert, det påvirker vælgeradfærden.

På det lidt længere sigt hænger vælgernes præferencer for partier sammen med gruppetilhørsforhold.  Det gælder både påvirkninger fra opinionsledere i vælgernes nærhed og vælgernes erhvervsgruppe/sociale klasse. I de senere år har den såkaldte klassestemme dog aftaget i betydning. Til gengæld kan vælgerens livsstilssegment spille en rolle, herunder også, at stemmeafgivning og partiidentifikation kan være en del af vælgernes identitetsprojekt i senmoderniteten. Eksempel: Jeg stemmer på det parti for at vise, at jeg er optaget af miljøets tilstand.

En del forskning har beskæftiget sig med, om vælgernes valg følger idealtypen om rationelt valg, eller om vælgerne er underkastet irrationelle påvirkninger, f.eks. fra politisk spin og valgkampslogans, der låner virkemidler fra reklame- og PR-branchen. I virkeligheden kan det være en blanding af sådanne elementer, der er afgørende.

 Uddybende forklaring

I den politologiske disciplin vælgeradfærd undersøges emnet: Hvorfor stemmer vælgerne, som de gør? Dette spørgsmål og besvarelsen af det er en af klassikerne i politologien. Før det blev almindeligt med de store spørgeskemaundersøgelser, studerede man vælgeradfærd ved at se på resultaterne af valgene og sammenholde disse resultater med undersøgelser af baggrundsfaktorer i valgkredsene, så som befolkningens sammensætning på alder, erhverv/socialklasse, etnisk tilhørsforhold, etc. Det kaldes den økologiske metode (har ikke noget med økologi i betydningen miljø at gøre). Den økologiske metode benyttes stadig, når socioøkonomiske baggrundsfaktorer sættes i forbindelse med valggeografiske data.

Vælgeradfærden forklares med både gruppefaktorer og individuelle faktorer. Blandt de første indgår den såkaldte socialklassehypotese. Vælgerne stemmer efter, hvilken social klasse de tilhører. En anden gruppefaktor er partiidentifikation: Man identificerer sig med et parti og har måske gjort det igennem generationer.

Blandt de individuelle faktorer indgår vælgerens ønsker om at fremme egeninteresse. Man har modellen af den rationelle vælger, der har sat sig klare mål og bruger effektive midler i sin politiske handling for at fremme målene. Det kan f.eks. være ønsket om skattelettelser. Eller det kan være bredere samfundshensyn, der inddrages i vælgerens stillingtagen.

Der har været en del kritik af denne model. Det er fremført, at vælgerne ofte er irrationelle, når de f.eks. er lette ofre for populisme, valgreklamer og karismatiske politikere, der gør sig med one-liners i medierne.

Der har været en vis bevægelse fra klassepolitik til issue-politik. I stedet for at tage stilling ud fra tilhør til social klasse, som vil fremme en bestemt vision og ideologi om samfundet, er det blevet mere almindeligt at tage stilling ud fra de politiske sager, der er oppe i tiden. Her kommer værdipolitik/nypolitik også ind i billedet som det, der tages stilling ud fra. Det kan være sager som miljø, arbejdsløshed, indvandring. Det undersøges i opinionsundersøgelser om vælgernes politiske dagsorden, hvad der har været oppe som dominerende emner/issues ved forskellige valg.

Hvilke issues, der kom højst op på dagsordenen i vælgernes bevidsthed, bestemmes af mange faktorer, dels samfundsudviklingen, f.eks. økonomisk recession eller højkonjunktur, dels hvad det lykkes medierne at bringe op i offentligheden.

Vælgeradfærd kom ind i den empiriske (virkelighedsbaserede) politiske videnskab for fuld kraft i det 20. århundrede, da man udviklede metoderne til kvantitative vælgerundersøgelser. Et hovedværk blev Campbell m.fl.s bog The American Voter (Den amerikanske Vælger) fra 1960, hvor de kvantitative undersøgelsesteknikker blev bragt i spil til kortlægning af amerikanske vælgeres adfærd. Det var et led i den såkaldte behavioristiske teori, hvor man bruger empiriske (virkelighedsprægede) undersøgelser til at kortlægge væsentlige sammenhænge.

Som navnet behavior (opførsel/adfærd) antyder, drejer det sig om at se på den iagttagelige adfærd (empiri) og finde mulige forklaringer på den gennem opstilling af hypoteser og afprøvning af hypoteserne. En hypotese kan f.eks. være: Kvinder stemmer til venstre for midten, fordi de er optaget af omsorgsfunktioner, og partierne til venstre vil forbedre børnepasning og familieydelser via udbygning af velfærdsstaten. Det kan så undersøges igennem en spørgeskemaundersøgelse, hvor man dels spørger, hvad folk har stemt, dels om eventuelle motiver til stemmeafgivningen.

Når stikprøver af totalpopulationen var repræsentative udsnit af denne, eller man havde udtrukket simpelt tilfældigt udvalg, kunne man via statistiske metoder eftervise, at fejlmarginen var ret lille og blev mindre og mindre når man gik fra en stikprøve på 1000 op imod nogle tusinder.

 

 

Figurer