Åbn undermenuer...

Gemeinschaft/Gesellschaft

Den dansk-tyske sociolog Ferdinand Tönnies (1855-1936) beskæftigede sig bl.a. med overgangen fra det traditionelle til det moderne samfund, herunder hvilken betydning ændringen i den samfundsmæssige struktur havde for forholdet mellem mennesker. Hertil anvendte han to begreber: Gemeinschaft (det organiske fællesskab i det traditionelle samfund) og Gesellschaft (det moderne mekaniske samfund). Med disse to begreber forklarede han, hvordan det nære og følelsesmæssige fællesskab i det organiske lokalsamfund forsvandt og blev erstattet af et moderne, mekanisk samfund, hvor fokus primært var rettet mod penge, produktion, individualisme, storbyliv, rationalitet og kynisme. Tönnies var altså temmelig pessimistisk over for det moderne samfunds gennembrud.