Kriminalitet

Begrebet kriminalitet dækker de handlinger, som samfundet definerer som strafbare. Hvad der defineres som kriminelt, kan således variere fra samfund til samfund og ændres over tid. I Danmark er kriminelle strafbare handlinger beskrevet i Straffeloven og i forskellige særlove, f.eks. Færdselsloven, Lov om euforiserende stoffer, skattelove, toldlove mv.

Det er vanskeligt at få et præcist overblik over, hvor meget kriminalitet, der begås i Danmark, fordi kriminalitetsstatistikkerne alene indeholder oplysninger om registreret kriminalitet, dvs. den kriminalitet, som er anmeldt til politiet og/eller registreret af politiet. Dvs at der kan være kriminalitet, som af forskellige grunde ikke anmeldes, eller som politiet ikke registrerer i sine journaler. Der er her tale om såkaldte mørketal, hvis størrelse man dog kan få et vist indblik i via selvrapporteringsstudier og/eller offerundersøgelser.

Fire 'store' faktorer spiller ind, mht. hvem der bliver kriminelle: alder, køn, bopæl og den sociale og økonomiske situation. Dvs. at kriminalitet først og fremmest er udbredt blandt unge, blandt drenge, blandt dem, der bor i storbyer, og blandt dem, der lever under svage sociale og økonomiske forhold. På baggrund af denne karakteristik er det også forventeligt, at der er en forhøjet kriminalitetsfrekvens blandt unge med anden etnisk baggrund, og det er altså ikke race, nationalitet eller etnicitet, der er kriminalitetsfaktorer.
Der findes tre overordnede typer af teorier til forklaring på, hvorfor unge bliver kriminelle.
Kontrolteorierne har som udgangspunkt, at mennesker begår ulovlige handlinger enten pga mangel på ydre kontrol (f.eks. mangel på social kontrol) eller mangel på indre kontrol, dvs. mangel på moral.
Motivationsteorierne peger på, at mennesker begår kriminalitet, hvis de ikke har de fornødne muligheder for ad legitim vej at skaffe sig de goder, som alle stræber efter.

Kulturteorierne ser kriminalitet som en tillært adfærd. Det er en udvej, som man griber til for at få anerkendelse andre steder, hvis man ikke kan leve op til hovedkulturens krav og oplever at være socialt ekskluderet.

Hver teoritype har nogle konsekvenser for synet på, hvorledes kriminalitet skal bekæmpes og på hvilke strafformer, der skal tages i anvendelse.

Man taler her formelt om tre formål med straffen: et general eller alment -præventivt formål, dvs. at afskrække andre fra at begå lignende forbrydelser; et specialpræventivt formål, dvs. at forhindre den konkrete forbryder i at gentage forbrydelsen; og resocialisering, dvs gennem straffen at gøre den kriminelle i stand til at komme tilbage til samfundet og holde sig væk fra kriminalitet. I den såkaldte almindelige retsbevidsthed blandt borgerne indgår derudover ofte et ønske om at få hævn, og man ønsker derfor hårdere fængselsstraffe. Herimod taler statistikken, der sætter spørgsmålstegn ved fængselsstraffens virkning, idet tallene viser en kraftig recidiv-effekt (tilbagefald), specielt for grovere typer kriminalitet: 2/3 af dem, der løslades fra en fængselsstraf, begår ny kriminalitet i løbet af de følgende to år.