Åbn undermenuer...

Normalitet

Begrebet normalitet varierer fra kultur til kultur og skifter indhold over tiden. I den vestlige kultur kan man opdele normalitetsopfattelsen i mindst tre faser:

  1. Den ontologiske opfattelse: Det patologiske (dvs. det sygelige/afvigende) står i direkte modsætning til det normale.
  2. Den positivistiske opfattelse: Det patologiske er en afvigelse fra det normale.
  3. Den evolutionære opfattelse: Det patologiske er her en del af det normale.

 Uddybende forklaring

Begrebet normalitet varierer fra kultur til kultur og skifter indhold over tiden. I den vestlige kultur kan man opdele normalitetsopfattelsen i mindst tre faser:

  1. Den ontologiske opfattelse: Det patologiske (dvs. det sygelige/afvigende) står i direkte modsætning til det normale. I denne fase betragtes de afvigende som farlige, og derfor kriminaliserer man dem og spærrer dem inde. Samfundsteoretikeren Michel Foucault beskriver fx, hvordan de gale blev spærret inde i asyler og senere psykiatriske hospitaler.
  2. Den positivistiske opfattelse: Det patologiske er en afvigelse fra det normale. I denne fase bliver det afvigende gjort til genstand for normalisering, eller ’selv-normalisering’, som vi fx har set det i de senere år mht. de homoseksuelles ønsker om at kunne indgå ’normale’ ægteskaber.
  3. Den evolutionære opfattelse: Det patologiske er her en del af det normale. Det afvigende opløses mere eller mindre og fremstår som en interessant variation eller ligefrem en form for innovation.

De første faser i denne udvikling kan man fx tydeligt se i kvindernes og de sortes historie, men disses historier understreger samtidig, hvordan udviklingen kan være drevet frem af politiske og sociale bevægelser, og hvordan udviklingen kan være præget af modsatrettede tendenser.

 

 

Læs videre