Landbrugspolitikken har siden Fællesmarkedets oprettelse i 1958 været det vigtigste og mest udgiftskrævende område i EU. Baggrunden for den fælles landbrugspolitik var behovet for at sikre en tilstrækkelig landbrugsproduktion til rimelige priser for både producenter og forbrugere - efter anden verdenskrig. Derfor ydede Fællesmarkedet (i dag EU) store tilskud til landmændenes produktion. Disse såkaldte markedsordninger førte snart til overskudsproduktion, og støtten er derfor i vidt omfang ændret fra produktionsstøtte til direkte støtte til landmanden. Desuden gives i dag omfattende støtte til generel udvikling af landdistrikter. Der har været flere forsøg på at reducere landbrugsstøtten, men det har stødt på modstand fra især sydeuropæiske lande (og i dag østeuropæiske lande) med fattige og mindre effektive landbrug.
EU's landbrugspolitik
Uddybende forklaring
Landbrugspolitikken stammer helt tilbage fra Fællesmarkedets (EF) oprettelse i 1958 og har siden været EUs mest udgiftskrævende område, som i dag (2012) koster mere end 300 milliarder kroner ud af EUs samlede budget på 1100 mia. kroner. Baggrunden for landbrugspolitikken var fødevaremanglen efter anden verdenskrig, og formålet med landbrugsordningerne var dels at forøge produktionen og dermed sikre bøndernes levestandard, dels at sikre forbrugerne rimelige priser.
Landbrugsområdet har derfor i modsætning til andre økonomiske sektorer været et stærkt reguleret marked. De såkaldte markedsordninger bestod af flere dele: 1) En garanteret mindstepris: interventionsprisen, hvor EU foretog støtteopkøb, såfremt markedsprisen på et landbrugsprodukt faldt under denne pris. 2) En garanteret maksimalpris: den retningsgivende pris, hvor EU solgte ud fra de opkøbte lagre, hvis markedsprisen på et landbrugsprodukt kom over denne pris. 3) Importafgifter på landbrugsvarer fra andre dele af verden for at sikre EUs landmænd, og endelig 4) eksporttilskud eksportrestitutioner til landbrugsvarer, der skulle eksporteres ud af EU.
Allerede i 1970erne førte markedsordningerne til en voldsom overproduktion og dermed store lagre, bl.a. de såkaldte vin-søer og smør-bjerge, af de landbrugsprodukter, hvor landmændene var garanteret en mindstepris. Det har ført til en række reformer af landbrugsordningerne, således at der siden 1980erne er lagt vægt på hektarstøtte, hvor landmændene får betaling efter deres markers størrelse, uanset hvad eller hvor meget de producerer. Der er også indført kvoter på en række landbrugsvarer, fx mælk, for at begrænse produktionen.
Også eksporttilskuddene og importafgifterne har været udsat for kritik, fordi de favoriserede EUs landmænd på bekostning af landmænd i fattige lande. I dag har ulandene toldfrihed for de fleste landbrugsprodukter, men visse særligt vigtige afgrøder som fx sukker er stadig afgiftsbelagt, fordi rørsukker ellers ville udkonkurrere EUs sukkerroer.
Andelen af EUs budget, der går til landbruget er faldet, men ifølge kritikere slet ikke nok. En del af landbrugsstøtten går i dag til generel udvikling af landbrugsområder, nærmest en slags udkantsstøtte. Det har dog ikke forhindret, at der stadig er omfattende svindel med landbrugsordningerne og overskudsproduktion af visse produkter. En række EU-lande i Nordeuropa har foreslået at afskaffe landbrugsordningerne, men det har stødt på modstand i Syd- og Østeuropa. Selv om Danmark ønsker at afskaffe landbrugsordningerne, nyder danske landmænd godt af den omfattende støtte.
Figurer
