Åbn undermenuer...

Politisk parti

Et politisk parti er en gruppe mennesker, der har organiseret sig med henblik på at stille op til valg for at opnå regeringsmagt eller få indflydelse på regeringen. For nogle små partiers vedkommende kan motivet dog også være at få plads i parlamentet for at bruge pladsen som talerstol for partiets synspunkter.

I modsætning til mange græsrodsbevægelser har politiske partier et formelt medlemskab med tilhørende medlemskartoteker. Der opkræves kontingent til partikassen, og medlemmerne søges aktiveret igennem møder, hvor partiets politik drøftes, og man eventuelt tager stilling til, hvilken politik partiets indvalgte i kommunalbestyrelser, regionsråd og parlament skal føre.

Partier har en formaliseret organisation, der  - afhængig af partiets størrelse og organisationsopfattelse kan være relativt hierarkisk. Der skelnes mellem landsorganisation og parlamentsgruppens organisation. Den første er partiets afdelinger ud over landet, de såkaldte vælgerforeninger. Det er basisorganisationer, der sender delegerede til regionsmøder og landsmøder. Landsorganisationen vælger også hovedbestyrelse og evt. forretningsudvalg/formand. Der er forskel mellem forskellige partier m.h.t. hvor meget magt landsorganisation/hovedbestyrelse har i forhold til parlamentsgruppens magt.

Til forskel fra enkeltsagsorganisationer (græsrodsorganisationer/NGO) forsøger et politisk parti som regel at udvikle en sammenhængende politik for alle samfundsområder. Man ved, at der skal prioriteres, fordi intet samfund har råd til at tilgodese alle interessegrupper.

 Uddybende forklaring

Et politisk parti er en gruppe mennesker, der har samlet sig med henblik på at opstille kandidater og få dem valgt ind i parlamentet. Langt de fleste politiske partier vedtager programmer, hvor der står noget om, hvilke ønsker de har til samfundsudviklingen, og hvad de vil bruge magten til, hvis de får del i magten. Ofte kan man af principprogrammet se, hvilken ideologi partiet har. Det er dog ikke alle partier, der gør sig til fortaler for en ideologi. Nogle partier foretrækker at være uideologiske, det vil sige at være pragmatiske og tage stilling til, hvad de vil med eventuel regeringsmagt ved at tage udgangspunkt i den sunde fornuft. 
Oprindelig kendte man ikke til politiske partier. Der står f.eks. ikke noget om partier i den danske grundlov. De opstod i første omgang ved, at mænd med nogenlunde ensartede synspunkter fandt sammen og stemte sammen i parlamentet. De opstod altså som parlamentspartier.

Senere kom massepartierne med organisationer, der organiserede valg og politisk arbejde lokalt, til. Massepartier kan være opstået ved initiativ fra parlamentspartier. De kan også være opstået ved, at den organiserede arbejderbevægelse (Danmark) ville starte et parti for at kunne gøre indflydelse gældende over for staten.

De politiske partier kan altså siges at være børn af det repræsentative demokrati. Når man har flertalsvalg i enkeltmandskredse med first-past-the-post princippet, er der én og kun én person i hver valgkreds, der bliver valgt. I et sådant system er det ikke principielt nødvendigt med partier. Men lige så snart man får lister med flere kandidater stående på hver liste, og vælgerne kan sætte kryds både ud for listenavnet og på en kandidat på listen, er det naturligt, at man overvejer, hvilke forskelle der er på lister. Når der er listevalg, vil der naturligt komme partier  -  eller noget, der ligner partier til at organisere valghandlingen: Hvordan samles der stillere til kandidater? Hvordan organiseres listen? Hvordan laves der og fordeles valgmateriale til vælgerne?

Ved kommunalvalg i Danmark er det almindeligt i mange kommuner, at der er tværpolitiske lister. Nogle af disse kommer imidlertid ofte til at ligne politiske partier med programmer og møder, hvor listens politik drøftes.

Der kan skelnes mellem forskellige typer af partier efter, hvor udbygget vælgerorganisationen/massepartiet er, hvor faste i kødet de er rent ideologisk (ideologisk contra pragmatisk parti), eller efter om de er revolutionære eller systemtro. Revolutionære partier vil ofte forsøge at organisere partiet som en slags kamporganisation. Det gælder jo om at vinde magten måske endda ved ufredelige metoder. Derfor skal medlemmerne/de aktive uddannes og disciplineres.

Til forklaring på partiernes adfærd og på, hvorfor de indtager bestemte standpunkter i bestemte sager, har man i politologien udviklet nogle modeller, f.eks. Molin-modellen og Anthony Downs model. Ideologier, interesser, hensyn til medier og opinion, samt strategiske overvejelser spiller en rolle, når partierne vælger standpunkt i politiske sager.

I de senere år er man begyndt at tale om markedspartier. Det er politiske partier, der pakker politiske synspunkter som om, det er varer, der forsøges afsat til vælgerne. Hertil bruges spindoktorer og reklamebureauer. Det vil da ifølge teorien om markedsdemokrati være de partier, der er bedst til at pakke en sælgelig vare, som vil vinde valg og sætte sig på regeringsmagten.

 

 

Figurer