Åbn undermenuer...

Besvarelsens afsnit

Hvordan skal studieretningsprojektet og studieretningsopgaven bygges op? SRP/SRO tilhører genren den akademiske opgave og er en øvelse i at lave en skriftlig besvarelse, som man gør det på de lange, videregående (universitets)uddannelser.

Til at strukturere opgaven kan du bruge dette "skrive-stillads", som er en kort oversigt over besvarelsen afsnit med beskrivelse af, hvad afsnittene skal indeholde.

Brug oversigten som en disposition ved at kopiere teksten ind i det dokument, du arbejder i, og fyld din egen tekst ind under de enkelte afsnit. Du kan bruge teksten her som tjekliste til de enkelte afsnit - og husk at slette den, inden du afleverer!

Hold i løbet at processen løbende øje med, at der så vidt muligt går en rød tråd gennem hele opgaven fra indledning til konklusion og evt. perspektivering. Til slut skal du læse din besvarelse grundigt igennem og fokusere på, om du besvarer den opgave, du har fået stillet.


Indledning
- Her vil du typisk præsentere og afgrænse emnet (hvorfor er det væsentligt, hvilken sammenhæng indgår det i el.lign.) og forklare, hvilken fremgangsmåde du vil benytte til at besvare din opgaveformulering. Ikke en lang metodediskussion, men en kort præsentation af projektets opbygning og logik.

- Det første indtryk er vigtigt! Derfor skal du gøre noget ud af tekstens begyndelse - anslaget.

Brødtekst
- Her findes projektets hovedtekst, dvs. her hvor du skridt for skridt besvarer opgaveformuleringen med brug af begge fag.

- Brødteksten er opdelt i en række hovedafsnit, typisk struktureret på en måde der følger naturligt af problemformuleringen. Hvis problemformuleringen fx består af tre underspørgsmål, vil det ofte være en logisk struktur at dele brødteksten i tre hovedafsnit (som typisk også er delt i en række underafsnit med overskrifter).

- Hvis opgaveformuleringen har underspørgsmål i stil med “Redegør for...”, “Analyser...” og “Diskuter...” skal underafsnittene i brødteksten IKKE bare hedde “Redegørelse”, “Analyse” og “Diskussion”, men have en overskrift, der faktisk siger noget om, hvad afsnittet indeholder.

- Det er afgørende, at alle afsnit i brødteksten knivskarpt fokuserer på at besvare problemformuleringen.

- Hvert hovedafsnit i brødteksten bør afsluttes med en delkonklusion.

- Skriv løbende, hvor du befinder dig i forhold til besvarelse af opgaveformuleringen. Det er en god ide at indlede brødtekstens forskellige hovedafsnit med en kort beskrivelse af afsnittets formål, dvs. at gøre opmærksom på, hvordan det er med til at besvare opgaveformuleringen.

- Husk dokumentation i form af
1) Præcise fodnoter i slutningen af de sætninger og/eller afsnit, hvor du bruger viden og oplysninger fra andre (som ikke er helt almen viden). I fodnoten skal som minimum stå forfatterefternavn, udgivelsesår og sidetal, fx: Branner, 2015, s. 134.
2) En litteraturliste med oversigt over de materialer, du har brugt (se nedenfor), og som du derfor har henvist til i dine fodnoter.

- Vær opmærksom på, at du opfylder nogle af fagenes faglige mål i din besvarelse. Du skal bruge faglige begreber, teorier og metoder. Begge fag skal være til stede og bruges tydeligt og aktivt!

Konklusion
- Her samler du trådene fra brødtekstens forskellige afsnit (især delkonklusionerne) og laver her en samlet konklusion på din problemformulering - voila!

Evt. perspektivering
- Her kan du evt. skrive, hvilke nye spørgsmål din besvarelse har rejst, hvilke konsekvenser din konklusion kan have el.lign.

Litteraturliste
- er en oversigt over det materiale, du har brugt i din besvarelse.

- Den opstilles alfabetisk efter forfatterefternavn, sådan her:

Forfatterefternavn, Forfatterfornavn: Titel, udgivelsesby, forlag, udgivelsesår

Fx:
Branner, Hans: Global politik 3. udgave, København, Forlaget Columbus, 2015

(litteraturlister kan variere, men disse oplysninger er vigtige for at kunne finde bogen)

- Websites bør udover selve URL’en (hjemmesideadressen) have en titel og være så præcise som muligt, fx:

“Skriftlig samfundsfag”, Samfundsfag.dk, samfundsfag.dk/skriftlig-samfundsfag/, besøgt [dato]
(er der ikke angivet forfatter, sættes den i litteraturlisten alfabetisk efter titel)

Til SRP forside