Comte, Auguste

Auguste Comte (1798-1857) var fransk filosof og sociolog. I sit hovedværk Cours de philosophie positive (Afhandlinger om posititiv filosofi) afsluttet 1842 hævder Comte, at videnskaben kun skal beskæftige sig med fænomeners positive fremtræden, dvs. de træk, som vi kan observere og beskrive systematisk. Deraf ordet positivisme, som bliver betegnelsen for det videnskabsparadigme, som har inspireret så mange samfundsforskere.

Comte opstillede tre udviklingsfaser i videnskabens historie. Det teologiske stadium var den periode, hvor alle begivenheder og forhold blev fortolket ind i en guddommelig ramme. Den næste fase, den metafysiske, var mere abstrakt i den forstand, at man opererede med iboende kræfter i naturen og tingene, kræfter, som ikke kan iagttages men kun erkendes ad spekulativ vej. Det tredje stadium var så det positive. Her forkastes alle guddommelige og spekulative forklaringer. Kun det observerbare tæller, og ved systematisk at iagttage forbindelser mellem de forskellige begivenheder og fænomener kan der opstilles love for, hvordan man kan begribe samfundet. Comte skelner ikke mellem naturvidenskab og videnskab om mennesker (samfundsvidenskab). Idealet er en objektiv, empirisk enhedsvidenskab. Comte stillede også krav om, at videnskaben altid skal formulere sig i sætninger, som kan verificeres, dvs. afgøres som sande i absolut forstand. Ved at opnå denne forståelse, mente Comte, at videnskaben ville bringe ny indsigt, som kunne bruges til at forbedre samfundet. Sociologien skulle altså være anvendelsesorienteret.

Comtes opfattelse af samfundet var præget af organismetanken. Derfor blev Comte også en forløber for funktionalismen, som stiller spørgsmålet: Hvilken funktion har dette fænomen/adfærd osv. for opretholdelsen af samfundet? Comte mente, at samfundet var ordnet i en hierarkisk struktur med adskilte niveauer, og at hvert niveau er styret af sine egne specifikke love og kræfter. Dette positivistiske videnskabsideal har inspireret mange samfundsforskere i 1800-tallet, fx Émile Dürkheim, for hvem sociale fakta var reelle størrelser, dvs. strukturer i samfundet, som eksisterer uafhængigt af individerne, og som udøver social tvang, dvs. i høj grad bestemmer vores valg og handlinger.

Omkring år 1900 var Comtes positivisme dog kommet under stærk kritik. Fx viste hans verifikationskrav sig at være umuligt at anvende i praksis, og der var en almindelig konsensus blandt sociologerne om, at man ikke kan overføre et naturvidenskabeligt ideal på samfundsvidenskaberne. Man kunne forklare naturen, men man måtte forstå den menneskelige adfærd. Striden stod altså mellem, om forskeren primært skulle operere med kausalforklaringer, eller om man skulle have en mere hermeneutisk tilgang til samfundsvidenskaben. Denne debat er stadig ikke afsluttet.

I 1970ernes marxistiske fagkritik på universiteterne blev ordet positivisme som skældsord gjort synonym med al borgerlig videnskab. Og selv om Comte i dag ikke får stor omtale i gængse lærebøger om samfundstænkere, repræsenterer han dog i et historisk perspektiv et gennembrud for samfundsvidenskaberne. I særdeleshed for sociologien, ikke mindst fordi det var ham, der opfandt ordet.