Konstruktivisme

Konstruktivismen er et videnskabsteoretisk paradigme, der tager udgangspunkt i, at vores opfattelse af virkeligheden er resultatet af en social proces, dvs. at virkeligheden er en social konstruktion. Denne opfattelse står i modsætning til den traditionelle opfattelse, der hævder, at virkeligheden udgør en objektiv realitet, som kan erkendes umiddelbart.

Det er i bund og grund en gammel diskussion inden for videnskaben, hvor de såkaldte realister har hævdet, at de begreber, vi bruger om egenskaber ved tingene, har en virkelig eksistens, mens nominalisterne har fremført, at de blot er ord, vi mere eller mindre vilkårligt hæfter på tingene. I forlængelse heraf handler konstruktivismen især om forholdet mellem sprog og det, sproget handler om. På den måde kan også en række klassiske sociologer som Marx, Durkheim og Weber siges at arbejde socialkonstruktivistisk.

Virkeligheden består ifølge konstruktivisterne nemlig ikke i at gengive nogle sanselige data. Det er forskeren, som - ved at udvikle nogle begreber - selv konstruerer de fænomener, han studerer. Max Weber har fx udviklet nogle nøglebegreber til forståelse af det moderne samfund, hvis institutioner han karakteriserer som rationelle og præget af en kapitalistisk ånd. Årsagen til det finder han i studiet af en særlig protestantisk etik, dvs. i religionen, som via betoning af afholdenhed, arbejdsomhed og ønsket om at høre til de udvalgte, førte til en asketisk livsførelse og privatkapitalistisk foretagsomhed hos de troende. Denne protestantiske etik og kapitalistiske ånd gør Weber til idealtyper, dvs. til teoretiske konstruktioner, hvorved han (over)betoner bestemte træk ved den sociale virkelighed.

Når virkeligheden er formet af vores erkendelse, betyder det også, at den må ændre sig med tiden. Det påstås af nogle (bl.a. Ulrich Beck), at det moderne samfund er et risikosamfund, men her vil konstruktivister argumentere for, at samfund til alle tider har været konfronteret med et uendeligt antal risici. Da intet samfund kan forholde sig til alle risici på én gang, må der foretages en udvælgelse, hvor det, der er særlig farligt eller truende, udvælges. Denne selektionsproces er derfor socialt og kulturelt betinget.
At virkeligheden er socialt konstrueret, dvs. menneskeskabt, betyder derfor også, at mennesker kan forandre den.

Hvordan kan man så erkende virkeligheden, hvis den ikke lader sig repræsentere/beskrive, som den er? Her mener fx Niklas Luhmann, at der faktisk er en virkelighed uafhængig af vore observationer. Men i stedet for - som man plejer - at fokusere på objektet, bør man rette opmærksomheden på den, der observerer, eller rettere på den måde, man observerer på. Man skal altså fokusere på enkeltindividerne og den sociale interaktion og de påstande (sproget) om virkeligheden, der bliver et resultat af den. Men det er også her, kritikken af konstruktivismen sætter ind: Hvis man nemlig forudsætter individer, social interaktion og forestillingerne om virkeligheden som givne, dvs. objektive, så har man jo allerede beskrevet noget af virkeligheden objektivt, realistisk. På den måde kan man sige, at ideen om den sociale konstruktion gendriver sig selv. En anden kritik går på, at hvis al samfundsvidenskab blot er en social konstruktion, baner det vejen for en subjektivitet og en relativisme, hvor forskellige analyser vil føre i alle mulige retninger, og hvor at alt bliver lige gyldigt, dvs. ligegyldigt.