Indvandrerpolitik handler dels om den regulering, der sker af adgangen til landet, dels om de principper der anvendes i behandlingen af de indvandrede borgere, der bor i landet. I forbindelse med sidstnævnte skelner man mellem: Assimilationspolitik, der tilstræber, at den indvandrede gruppe overtager majoritetsbefolkningens kultur. Tilhængere af assimilationsstrategien i dansk indvandrerpolitik mener, at det er bedst at blive så dansk som muligt, når man bor i Danmark. Pluralistisk integration, hvor politikken giver mulighed for, at minoritetsgruppen besvarer sit kulturelle særpræg samtidig med, at der skabes en fælleskulturel basis. Segregation, som man taler om, når konsekvensen af den førte indvandrerpolitik eller mangel på samme fører til, at de etniske grupper stort set lever adskilt fra hinanden.
Indvandrerpolitik
Uddybende forklaring
Gennem indvandrerpolitikken forsøger et samfund dels at regulere indvandringen til landet, dels at integrere de indvandrere, der er kommet til landet.
Indvandring kan være både legal (lovmedholdelig) og illegal. Den legale indvandring består af mennesker, der kommer til et land som led i landets politik for åbenhed og villighed til at modtage nye borgere. En sådan politik har store kontinentale lande med masser af plads som USA, Canada, Australien og Argentina haft. I tidens løb er villigheden til at modtage sådanne indvandrere dog aftaget, når tilstrømningen er blevet for stor, og det i visse tilfælde har vist sig vanskeligt at integrere mennesker med en anden etnicitet og kultur. Canada, Australien og USA tager dog stadig imod en sådan indvandring. I nogle tilfælde sorteres der, så man foretrækker indvandring af arbejdskraft, man har brug for.
Legal indvandring består også af asylansøgere, der kommer til et land. Man er ifølge FNs flygtningekonvention forpligtet til at tage imod og behandle ansøgninger om asyl fra mennesker, der har været udsat for religiøs og politisk forfølgelse. Når en asylansøgning imødekommes, kan asylansøgeren få status af flygtning og blive indrulleret i et program for integration i det nye samfund, vedkommende er kommet til. Asylansøgere anbringes som regel i lejre/asylcentre, da de er i landet midlertidigt og afventer behandling af asylansøgning.
Den illegale indvandring er opstået delvist som følge af verdens økonomiske ulighed. Folk i u-lande bliver til økonomiske flygtninge. De flygter fra sult og arbejdsløshed, dårlig økonomi og boligforhold i deres hjemlande. De fleste lande sigter officielt efter at udforme en pluralistisk integrationspolitik over for indvandrere.
Der skelnes ofte mellem pluralistisk integration, hvor man gensidigt tilpasser sig hinanden, og smeltedigel-integration (jvf USA), hvilket vil sige, at der opstår et multietnisk samfund, hvor hver etnisk gruppe opretholder sin egenart, men man er i stand til at danne en fælles identitet oven over den snævrere etniske identitet og leve side om side.
I nogle tilfælde kan integrationsindsatsen ende i noget, man kalder assimilation. Grupperne assimileres, dvs. bringes til at ligne hinanden kulturelt. Det kan ske, hvis modtagelseslandet har en homogen etnicitet og kultur, som befolkning og politikere føler er truet. Derfor ønsker man en vidtgående tilpasningspolitik gennemført i forhold til indvandrerne. Man forsøger bevidst at undgå ghettodannelser i boligområder. Man laver evt. tests af indvandrernes sprogkundskaber i modtagelseslandets sprog, og man tester evt., at de har fornøden viden om modtagelseslandets samfundsforhold.
Figurer
