En teori udformet af den amerikanske sociolog Gordon Allport (1897-1967), der drejer sig om, hvorfor fordomme mellem etniske grupper opstår og evt. modvirkes. Udgangspunktet for teorien er, at majoritetens stereotype forestillinger om en minoritetsgruppe forstærkes, hvis de to grupper kun har begrænset eller slet ingen kontakt med hinanden. Den manglende personlige kontakt indebærer, at fantasien får frit spil til at kunne danne fordomme, og den får støtte af medierne, som jo ofte opbygger spændende historier på grundlag af konflikter og negative vinkler.
Kontaktteorien fremhæver, at øget kontakt mellem grupper vil mindske fordomme mellem dem. Men dette gælder dog kun, hvis der for det første er tale om kontakt mellem mennesker på samme sociale niveau, og for det andet, at der er tale om intensive personlige venskaber.