Dansk aktivisme

Ifølge de fleste forskere skete der en grundlæggende omlægning af Danmarks udenrigspolitiske linje ca. 1990, hvor vi gik fra tilpasningspolitik til aktivistisk udenrigspolitik. Den centrale årsag til ændringen var Sovjetunionens sammenbrud i 1989, som gav Danmark betydeligt større handlerum i det internationale system.

Den danske udenrigspolitiske aktivisme har imidlertid ændret karakter i perioden siden 1989, så at man kan tale om to faser i aktivismen: Den aktive internationalisme 1989-2001 og den internationale aktivisme fra 2001 og fremefter.

Under den aktive internationalisme 1989-2001 lagde de danske regeringer stor vægt på at styrke det danske engagement i EU, FN og NATO samt med udgangspunkt i disse organisationer at støtte udviklingen af et internationalt samfund med en international retsorden. Danmark deltog således i FN-ledede operationer i eks-Jugoslavien med både fredsbevarende, fredsskabende og humanitære formål. Den værdipolitiske målsætning var altså fremtrædende.

Fra 2001 har aktivismen udviklet sig og været karakteriseret af en stærkere tilknytning til USA og NATO under ”krigen mod terror”. Det har ført til en mindre nedtoning af relationerne til FN og EU som centrale arenaer for dansk udenrigspolitik. Under den internationale aktivisme fra 2001 er der sket en øget militarisering af Danmarks internationale indsats. Danmark har således været i krig i både Afghanistan og Irak, og vi har støttet med fly under Libyen-krigen i 2011. I denne periode har både den sikkerhedspolitiske og den værdipolitiske målsætning været højt prioriteret.

Man har diskuteret årsagerne til skellet mellem de to faser i 2001, og her er i hvert fald to forklaringer relevante. For det første betød 9/11 i 2001 en overgang til en væsentligt mere konfliktfyldt verden med terrortrusler, som muligvis også var rettet mod Danmark. For det andet skiftede regeringsmagten i Danmark hænder i 2001: fra en lang socialdemokratisk domineret periode til en ligeså lang VK-periode, og spørgsmål om forsvar og krig har historisk i højere grad optaget borgerlige politikere end de mere pacifistiske røde partier. Anders Fogh Rasmussen, som var dansk statsminister 2001-2009, har således i kraftige vendinger kritiseret tidligere tiders danske tilpasningspolitik, bl.a. under 2. verdenskrig.

Enkelte forskere har stillet spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er tale om dansk aktivistisk udenrigspolitik efter 2001. De mener, at der snarere er tale om tilpasningspolitik, fordi Danmark pr. automatik har fulgt i USA's fodspor, både når FN godkendte aktionerne (Afghanistan 2001), og når FN ikke gjorde det (Irak 2003). Men disse forskere er dog enige i, at der efter 2001 er sket en militarisering af dansk udenrigspolitik.