EU

EU (Den Europæiske Union) er en regional international organisation, hvori 28 europæiske lande (se EU: Medlems- og ansøgerlande) har et tæt økonomisk og politisk samarbejde. EU er unik som organisation pga. det overstatslige samarbejde - de 28 medlemslande har frivilligt afgivet suverænitet til de fælles besluttende organer i Bruxelles mv.

Grundstenen til EU blev lagt med dannelsen af Kul- og Stålunionen i 1952, hvori Vesttyskland, Frankrig, Italien og de tre Benelux-lande deltog. Samarbejdet mellem de seks lande har siden udviklet sig med integration både i bredden (flere lande og flere samarbejdsområder) og dybden (mere afgivelse af suverænitet til Bruxelles), se EU´s historie i hovedpunkter. Med oprettelsen af EF i 1958 blev samarbejdet udvidet til at dække et væsentligt større økonomisk område: en toldunion og en fælles landbrugspolitik var de to centrale felter. I 1980'erne udviklede man et fælles marked med fri bevægelighed for produktionsfaktorer, og med Maastricht-traktaten i 1992 blev samarbejdet omdøbt til EU. Endelig kom ØMU'en til i 1990'erne en økonomisk og monetær union, som alle EU-lande dog ikke indgår i. En egentlig politisk union har mange tilhængere blandt europæiske politikere, men her har den folkelige modstand været stor. Således blev EU-forfatningen forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland i 2005.

EU's beslutningsprocedurer er noget mere komplicerede end den danske lovgivningsproces. Kort fortalt har Kommissionen monopol på at tage initiativ til EU-lovgivning, og den tager sig også af den grundige forberedelsesfase, hvor medlemslandene inddrages. I beslutningsfasen er der to nogenlunde ligestillede aktører: Ministerrådet (formelt blot Rådet) og Europa-Parlamentet. Der kan foregå et indviklet spil mellem de to beslutningstagere, som evt. kan munde ud i forordninger eller direktiver. Implementeringen af disse skal så foretages af Kommissionen. En vigtig rolle spiller EU-Domstolen, idet den dels tager sig af at dømme i konflikter mellem medlemslandene, dels skal overvåge, om EU´s regler, fx konkurrencereglerne, bliver overholdt i alle de 28 medlemslande. Øverst i EU-organernes hierarki er Det Europæiske Råd placeret. Det består af regerings- og statschefer, som flere gange om året mødes for at træffe de helt overordnede beslutninger angående EU´s udviklingsstrategi.

Det vigtigste samarbejdsområde inden for EU er nok ØMU, hvori 19 af de 28 EU-lande er med. Danmark deltager ikke, men er via ERM-2 tæt knyttet til ØMU-samarbejdet. I ØMU har de deltagende lande overladt både penge- og valutapolitikken til de fælles organer (ECB Den Europæiske Centralbank), og man har aftalt begrænsninger mht. brugen af ekspansiv finanspolitik. EU's landbrugspolitik er et andet vigtigt samarbejdsområde. Allerede fra starten var der tale om planøkonomi i et ellers liberalistisk samarbejde, og målet var at sikre de europæiske landmænd rimeligt høje priser for deres varer, hvorfor man med told og afgifter holdt bl.a. u-landenes billige landbrugsprodukter ude. EU's retlige samarbejde, EU's miljøpolitik og EU's regionalpolitik er andre vigtige samarbejdsområder.

I Danmark har bl.a. diskussionen om det såkaldte demokratiske underskud i EU (kun Europa-Parlamentet er direkte folkevalgt) ført til, at vi har taget forbehold over for et alt for snævert samarbejde. Med Edinburgh-traktaten i 1993 tog vi først og fremmest forbehold over for deltagelse i ØMU´ens 3. fase, men også på forsvarsområdet og mht. retlige og indre anliggender (samt angående unionsborgerskabet) holdt vi os uden for det overstatslige samarbejde.

EU's udvikling har beskæftiget mange forskere, hvilket har resulteret i en række integrationsteorier, som forsøger at forklare, hvorfor integrationsprocessen er forløbet, som den har gjort. Blandt de ældre teorier kan nævnes den funktionalistiske og den føderalistiske integrationsteori, som henholdsvis så integrationsprocessen fra neden og fra oven. Teorierne om multi-level governance og liberal intergovernmentalisme hører derimod til den nyere generation af integrationsteorier.