EU indgik i 1975 en handels- og bistandsaftale med en lang række tidligere kolonier i Afrika, Vestindien og Stillehavet, som hører til verdens fattigste lande. Aftalen blev fornyet i 2000 med Cotonou-aftalen, som efterfølgende er blevet revideret hvert 5. år. Aftalen sikrer disse lande toldfrihed på alle industrivarer, men enkelte landbrugsvarer som sukker er dog undtaget - det gælder dog ikke for de allerfattigste lande. Til gengæld forpligter ulandene sig til at overholde menneskerettighederne. De gunstige handelsaftaler har dog ikke kunnet forhindre, at de fattige landes eksport til EU udgør en stadig mindre del af EUs import. Eksporten består overvejende af landbrugsprodukter, som har svært ved at konkurrere med EUs egne landbrugsprodukter, der får omfattende støtte.
EU's ulandspolitik
Uddybende forklaring
EUs ulandspolitik består af handels- og bistandsaftaler med fattige lande. Da EF blev oprettet i 1958, var en lang række af verdens fattige lande stadig europæiske kolonier. I 1975 indgik EU i hovedstaden Lomé i den afrikanske stat Togo en samarbejds- og bistandsaftale med disse tidligere kolonier, de såkaldte AVS-lande (også kaldt ACP-landene) i Afrika, Vestindien og Stillehavet. Aftalen blev fornyet i Cotonou, hovedstaden i Benin - i 2000, og den er siden blevet revideret hvert 5 år.
I dag deltager 78 lande i samarbejdet, herunder alle lande i Afrika syd for Sahara. Indien deltager ikke, selv om det er en tidligere britisk koloni. Der er tale om ikke-gensidige præferenceaftaler, hvilket vil sige, at ulandene får toldfrihed for deres industrivarer og en række landbrugsvarer i EU, mens ulandene omvendt har ret til at pålægge varer fra EU told. De landbrugsprodukter, der truede EUs egne landmænd, fx sukker og ris, er dog stadig toldbelagte. I 2005 fik de allerfattigste lande dog total toldfrihed for deres varer. EUs egne støtteordninger for landbrug, hektarstøtte og støtte til eksport, medfører imidlertid ifølge kritikere af samarbejdet, at EU reelt dumper landbrugsvarer i de fattige lande. Således eksporteres sukker til lande, der selv producerer rørsukker.
EU yder tillige en omfattende økonomisk bistand til AVS-landene via Den Europæiske Udviklingsfond. EU-landene er således den største globale donor i ulandsbistanden. Det giver EU stor indflydelse på ulandenes politik. Fx forpligter AVS-landene sig til at overholde menneskerettighederne og bekæmpe korruption. Hvis det ikke sker, kan EU afbryde samarbejdet.
Trods handelsaftalen udgør AVS-landenes eksport en stadig mindre del af EUs import, mens en stadig større del kommer fra rigere ulande som Indien, Kina og Brasilien. Disse lande har bilaterale aftaler med EU om handel. EU har dog i flere tilfælde indført kvoter, fx på sko og tekstiler, fordi de nævnte lande ifølge EU dumper priserne, dvs. eksporterer til kunstigt lave, statsstøttede priser.
I WTO forhandler EU på alle 28 medlemslandes vegne, og her støtter EU frihandel, som vil medføre, at ulandene skal fjerne deres beskyttelsestold for varer fra EU.
