Man taler om, at EU-samarbejdet foregår indenfor 3 søjler. 2. og 3. søjle blev tilføjet ved vedtagelsen af Maastricht-traktaten. Første søjle omfatter det indre marked, industri- og landbrugspolitikken samt miljø, dvs. indholdet i det tidligere EF. Anden søjle indeholder den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, også kendt under betegnelsen FUSP. Tredje søjle består af politisamarbejde og retsligt samarbejde i kriminalsager. Dette samarbejde benævnes RIA, en forkortelse for Retslige og Indre Anliggender.
Med Lissabon-traktaten, der trådte i kraft 1.12.2009, blev søjlestrukturen ophævet.
EU's tre søjler
Uddybende forklaring
Efter Maastricht-traktatens ikrafttræden i 1993 blev samarbejdsområderne inden for EU opdelt mellem 3 søjler, der havde hver sin stilling i beslutningsstrukturen. Lissabon-traktaten, der er trådt i kraft 1.12.2009, ophæver søjlestrukturen, der derfor i dag mest har historisk interesse som illustration af, hvor langt integrationen har bevæget sig inden for EU, og hvordan de danske EU-forbehold skal forstås.
Store dele af det oprindelige EU-samarbejde, bl.a. landbrugspolitikken og det fælles marked, hørte efter Maastricht-traktaten ind under søjle 1, der byggede på det overstatslige princip. Her kunne der træffes flertalsbeslutninger, udstedes bindende forordninger og direktiver, og overtrædelse af reglerne kunne idømmes af domstolen. Planerne om oprettelse af en økonomisk og monetær union (ØMU) blev også henlagt til denne søjle. Søjle 2 omfattede det mellemstatslige samarbejde om udenrigs- og forsvarspolitikken (FUSP = fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik). Det blev udskilt i en særlig søjle, fordi man ønskede en stærkere markering af EU udadtil, men også fordi det i traktaten hed, at der med tiden skulle udvikles en egentlig fælles overstatslig forsvarspolitik med en fælles EU-hær (ESDP = European Security and Defense Policy). Med Amsterdam-traktaten fra 1998 oprettedes embedet som høj repræsentant for FUSPen. I søjle 3 samledes samarbejdet om retlige og indre anliggender, herunder bl.a. asyl- og indvandrerpolitik samt samarbejdet inden for det strafferetlige og politimæssige område. Også dette samarbejde var af mellemstatslig art, men dele af det er gradvist flyttet over i søjle 1. Med Lissabon-traktaten sker det med den resterende del af søjlen, hvilket er hovedgrunden til, at søjlestrukturen nu er ophævet.
Tre af de fire danske EU-forbehold, der blev vedtaget ved en folkeafstemning i 1993, har nøje sammenhæng med den tidligere søjlestruktur. Generelt er forbeholdene rettet mod yderligere overstatsligt samarbejde i EU. Vedrørende søjle 1 gælder det ene forbehold således Danmarks manglende medvirken i det nye overstatslige samarbejde inden for ØMUen, d.v.s. dens 3. fase, hvor bl.a. den fælles valuta, EUROen, indføres. Det andet forbehold gælder overførsel af samarbejde fra søjle 3 til 1, hvorved samarbejde, der hidtil har været mellemstatsligt, bliver gjort overstatsligt. Endelig er et tredje forbehold rettet mod den del af søjle 2-samarbejdet, der med tiden tænkes gjort overstatsligt, d.v.s. forsvarspolitikken. Det 4. forbehold vedrører statsborgerskabet og har ikke noget med søjlestrukturen at gøre. Lissabon-traktatens øgede vægt på det overstatslige samarbejde betyder, at de danske forbehold gradvist vil komme til at omfatte stadig større del af samarbejdet.
Figurer
