Bankunionen (EU)

På et EU-topmøde i slutningen af juni 2012 blev der opnået enighed om dannelsen af en bankunion mellem eurolandene. Med Bankunionen skabes en fælles garantiordning, så de enkelte medlemslande fremover ikke alene kommer til at bære byrden ved bankkollapser. Desuden fastlægges nye, stramme fælles regler for tilsynet med bankerne.

Mens Finanspagten i EU drejer sig om staternes finanser, har Bankunionen den finansielle sektor i fokus. Finanskrisen udsprang af den finansielle sektor og blev så dyb, som den blev, bl.a. pga. manglende tilsyn i de enkelte lande. Hertil kommer, at den finansielle sektor nok er den mest globaliserede sektor, dvs. at de største banker agerer i mange lande, hvorfor en finanskrise i ét land hurtigt kan brede sig til andre lande. Der er altså behov for et overnationalt europæisk tilsyn, som kan tage temperaturen på de enkelte banker med hensyn til udlån, reserver m.v. I Bankunionen er også indbygget, at EU kan tilbyde økonomisk støtte til nødlidende banker i form af indskydergaranti, lån til konsolidering m.v., således at det ikke er det enkelte lands skatteydere, der via de statslige finanser skal betale gildet. Støtten skal ydes via ESM – Den Europæiske Stabilitetsmekanisme – der også bliver den fond, som skal yde hjælp til gældsplagede lande. Det bliver sådan, at lande, der ønsker hjælp, selv skal ansøge om den. Hjælpen ydes imidlertid ikke betingelsesløst. Tværtimod vil der blive stillet håndfaste krav til både banker (strammere udlån, nedskrivning af gæld) og stater (besparelser, strukturreformer, højere skatter) for at få hjælp fra ESM. For lande, der ansøger om hjælp, vil det være et stort politisk nederlag. Oftest har man forinden benægtet, at problemet er stort (vi har styr på det her!), og desuden underkastes man andres beslutninger. Det forventes, at ESM vil have en ramme på ca. 700 mia. euro til at begynde med. Heraf har Tyskland bidraget med at garantere190 mia.

Udover, at det nødlidende land selv skal ansøge om hjælp, skal de fleste beslutninger truffet af ESM godkendes enstemmigt af de enkelte lande, som bidrager. Øvrige beslutninger skal godkendes med 80 % -flertal udregnet efter kapitalbidrag. Da Tyskland bidrager med 27 % (190/700), kan Tyskland i princippet nedlægge veto ved alle beslutninger.

Bankunionen anses af mange iagttagere som et første skridt mod en egentlig politisk union i EU. Den politiske overbygning på møntunionen er aldrig kommet på plads, men med en bankunion, hvor gælden dybest set bliver fælles, og en redningsfond, som finansieres af alle europæiske skatteydere, vil det være nødvendigt med politisk kontrol (”ingen skat uden repræsentation”), hvis ikke EU’s demokratiske underskud skal blive endnu større. I den sammenhæng er det også et problem, at Storbritannien ikke vil være med i Bankunionen – et land, der trods alt huser Europas største finansielle sektor.