Åbn undermenuer...

Servicedirektivet (EU)

Servicedirektivet skal på længere sigt skabe et indre marked for service- og tjenesteydelser. Det blev vedtaget i maj 2006, i en noget barberet udgave i forhold til Kommissionens oplæg. Det indre marked for serviceydelser er præget af mange praktiske og juridiske barrierer, og servicedirektivet sætter grænser for, hvilke administrative krav de enkelte lande må stille til europæiske virksomheder, der ønsker at etablere sig eller midlertidigt yde en service i et andet land.

Et meget omdiskuteret punkt i den lange sagsbehandling har været 'oprindelseslandsprincippet', som betød, at udenlandske virksomheder kunne tilbyde serviceydelser midlertidigt i fx Danmark, hvis blot de overholdt deres hjemlands regler. I Danmark førte dette til en ophidset debat om den polske håndværker. Oprindelseslandsprincippet er blevet fjernet i den endelige udgave af servicedirektivet. En lang række undtagelser er indeholdt i direktivet. Undtaget er fx arbejdsmarkedsforhold, offentlige og private sundhedsydelser, sociale tjenesteydelser som børnepasning, ældrepleje, socialt boligbyggeri, private tjenesteydelser som vikarbureauer, telekommunikation, transport, havnetjenester, sikkerhedstjenester, tv, radio, biografer, spilleaktiviteter og meget andet. Derudover kan de enkelte lande opretholde en række restriktioner, hvor det sker af hensyn til offentlig service, miljø, sikkerhed og sundhed. Rækken af restriktioner skal offentliggøres som en årlig selvangivelse og kontrolleres af kommissionen. Direktivet blev implementeret i de nationale lovgivninger i løbet af 2008 og 2009.