Integrationsteorier (EU)

Der findes teorier om integration vedrørende alle slags sociale systemer, men begrebet integrationsteori refererer som oftest til integration i politiske systemer og her igen til integration på internationalt niveau, d.v.s. mellem stater og samfundene i disse stater. Forstået på denne måde handler integrationsteori om de processer, der skaber øget sammenhæng og større enhed mellem stater og mellem de borgere, organisationer og virksomheder, der hører til disse stater. Integrationsteori er dermed en teoriretning inden for disciplinen international politik, og den har her hovedsageligt været udviklet til forståelse af EUs udvikling.

I teoridiskussionen har man opereret med hhv. en snæver og en bred opfattelse af integrationsbegrebet. I den snævre opfattelse forbindes integrationen først og fremmest med udviklingen af fælles institutioner og med en vækst i målbare transaktioner (penge- og varestrømme, kommunikation, rejser). I en udvidet og bredere opfattelse er integrationen også forbundet med en styrkelse af fælles værdier og udviklingen af en fælles politisk identitet med andre ord: bevidsthedsændringer. De enkelte integrationsteorier vægter den snævre og brede opfattelse forskelligt og har et forskelligt syn på sammenhængen mellem dem.

Integrationsteorierne kan opdeles i de klassiske og de nyere. De klassiske teorier opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig og havde i høj grad en normativ karakter, d.v.s. at de udover at forklare integrationen også opstillede mål for den. De fokuserede på udviklingen i Europa, og det normative sigte skal ses i lyset af de foregående års negative erfaringer med økonomisk krise og verdenskrig, som man mente nationalstatssystemet havde været en af hovedårsagerne til. Der skelnes normalt mellem 5 klassiske teorier:

• Føderalisme. Integrationsprocessen drives her frem fra oven gennem etableringen af fælles politiske institutioner med overstatslige beføjelser. Målet er oprettelsen af en forbundsstat (føderation), men med bevarelse af vidtstrakt magt til enkeltstaterne (de hidtidige nationalstater) i kraft af subsidiaritetsprincippet.
• Funktionalisme. Fokus er her på fællesmenneskelige behov og de opgaver (funktioner), der som følge heraf skal varetages i fællesskab, f.eks. transport, velfærd, kommunikation. Opgaverne tænkes overdraget til overstatslige, globale organisationer ledet af eksperter, der med tiden kommer til at erstatte nationalstaterne.
• Neo-funktionalisme. Vægten er også på integration fra neden gennem varetagelsen af fælles opgaver, men organisationerne tænkes etableret på regionalt plan (f.eks. i Europa), og i denne retning opereres med den såkaldte spill-over-effekt, hvorefter integration på et område fører til integration på et andet (f.eks. fælles arbejdsmarked til fælles uddannelsespolitik).
• Transaktionsanalyse. Udgangspunktet er her den snævre integration på samfundsplan, d.v.s. udveksling mellem stater som følge af handel, rejser, post m.v. Med øget intensitet i disse transaktioner opstår en vi-følelse, hvorved der opstår et sikkerhedsfællesskab, hvor krig mellem de deltagende stater er udelukket. I sidste ende skabes evt. en politisk union.
• Traditionalisme. Denne retning, der også benævnes intergovernmentalisme, afviger fra de andre ved at betone nationalstatssystemets stort set uændrede fortsættelse. Staterne har en interesse i at samarbejde, og derfor finder der en integrationsproces sted. Men den kan kun forstås ud fra de enkelte medvirkende staters interesser og samspillet mellem dem.

Til de klassiske teorier henregnes også ofte en marxistisk teori, hvorefter integrationen på det politiske plan drives frem af integrationen på det økonomiske plan, først og fremmest i form af kapitalens internationalisering og den økonomiske globalisering. Den marxistiske basis-overbygning model er her overført fra den nationale sammenhæng, hvor den ellers optræder.

Efter Den kolde Krigs afslutning kom der ny fart på integrationsprocessen i Europa, hvilket har ført til fremkomsten af to nyere teoriretninger. Den ene, liberal intergovernmentalisme, bygger videre på traditionalismen, men opererer også med et overstatsligt niveau, som staterne ud fra egeninteresse har en interesse i at etablere. Ligeledes betoner den det nationale niveau som en forudsætning for de forhandlinger, der finder sted på det interstatslige niveau. Den anden, multi-level governance, bygger videre på de pluralistiske, ikke-statscentrerede teorier, og hævder at de statslige aktører i kraft af såkaldt by-pass mister magt. EU-systemet består af et komplekst netværk, hvor substatslige aktører (f.eks. virksomheder og interesseorganisationer) interagerer med overstatslige aktører (f.eks. Kommissionen) uden om de statslige. Herved opstår en slags uformel styring (governance) som staterne ikke længere har fuld kontrol med.