Euro-krisen

Finanskrisen, der begyndte i USA i 2007, førte i de følgende år til en generel økonomisk krise i verdensøkonomien. I Eurozonen førte denne igen videre til en gældskrise – euro-krisen – fordi de internationale institutionelle investorer fandt en række EU-landes statsgæld og budgetunderskud så voldsomme, at tiltroen til landenes statsobligationer faldt dramatisk. Det betød, at de gældstyngede lande måtte betale høje renter på de statsobligationer, der blev udbudt for at optage lån på de internationale markeder til dækning af gælden, og dermed risikerede de pågældende landes gæld at blive endnu større. De udsatte lande – især PIIGS-landene (Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien) – befandt sig i en skruestik: bekæmpelse af gælden var nødvendig for på længere sigt at overvinde krisen, men det middel – en kontraktiv finanspolitik – der skulle bruges hertil, gjorde blot den akutte økonomiske krise værre med bl.a. meget høje arbejdsløshedstal og dertil hørende social uro.

Først og fremmest Grækenland har store problemer, så store, at man ligefrem taler om muligheden for en græsk statsbankerot. Efter ophedede debatter i Eurozone-landene har man i flere omgange vedtaget hjælpepakker til især Grækenland, som har været ledsaget af krav om skrappe nedskæringer på statsbudgettet: omfattende offentlige besparelser og en mere effektiv skatteopkrævning.

Grækenlands andel af EU’s samlede BNP er forsvindende lille (1,6 %), men alligevel er faren for en græsk statsbankerot siden 2010 blevet set som det store skræk-scenarie i resten af Europa. En bankerot i selv et mindre EU-land vil nemlig have vidtrækkende konsekvenser i resten af Unionen, i Europa som helhed – og dermed også i resten af verden. Dominoeffekten af et græsk kollaps udspringer i første omgang af, at også andre sydeuropæiske eurolande er truet af bankerot, og at europæiske storbanker (især i Frankrig og Tyskland) sidder inde med så mange græske statsobligationer, at de risikerer at gå konkurs. Generelt hænger dominoeffekten sammen med, at økonomierne både inden for EU og i verden som helhed er tæt sammenfiltrerede og stærkt afhængige af hinanden.

Udover at vise sammenhængen mellem de europæiske landes økonomier er den græske krise også en meget tydelig illustration af, hvad der ofte omtales som hele europrojektets konstruktionsfejl: Manglende økonomisk-politisk styring og manglende kontrol med de indgåede aftaler. Uden disse fejl var det muligvis aldrig gået så galt i Grækenland. I løbet af 00´erne er den græske konkurrenceevne over for Tyskland blevet forringet med ca. 30 %. Det har ført til stærkt reducerede eksportmuligheder, øget arbejdsløshed, større underskud på de offentlige budgetter og øget gældsbyrde. Normalt vil et land, der havner i en situation som grækernes, kunne benytte sig af en devaluering for at genskabe konkurrenceevnen. Men det har ikke været muligt for Grækenland som følge af medlemskabet af Eurozonen. Konklusionen er, at en møntunion som Eurozonen kun kan fungere tilfredsstillende, hvis konkurrenceforholdene ikke udvikler sig alt for forskelligt inden for unionen. For at forhindre det, kræves en øget kontrol med og overvågning af medlemslandenes økonomier. Med undertegnelsen af den såkaldte Finanspagt i 2012 og etableringen af Bankunionen søger man nu at rette op på den hidtil mangelfulde styring.