EU, Det fleksible

Finanskrisen fra 2008 og den efterfølgende økonomiske krise har ført til store økonomiske problemer i en række EU-lande, bl.a. i PIIGS-landene, men også stor politisk uenighed om, hvordan samarbejdet mellem EU-landene skal foregå fremover. Man taler i denne forbindelse om ”det fleksible EU”, hvor man forestiller sig, at medlemsstaterne deltager i forskelligt omfang i de forskellige samarbejdsområder.

I debatten skelner man mellem tre forskellige modeller for fleksibelt samarbejde: EU i flere hastigheder, EU i flere rum og EU à la carte. Den første model repræsenterer den mindste opdeling af medlemslandene. Her anerkender alle medlemsstaterne de fælles mål, der er nedskrevet i EU-traktaten (og efterfølgende beslutninger), men der tages højde for, at ikke alle lande er i stand til at nå målene inden for den samme tidsramme. Det gælder især for nye medlemslande, fx mht. afvikling af handelshindringer.

Den anden model: EU i flere rum, indebærer en større opdeling af medlemslandene. En gruppe kernelande, i dag typisk de 18 euro-lande, har indbyrdes vedtaget en mere vidtgående integration end de øvrige 10 medlemslande. Blandt disse sidste ønsker nogle, bl.a. Danmark, at hægte sig på ved at deltage i udvalgte dele af kernelandenes samarbejde, eksempelvis finanspagten, og de udgør dermed en indre periferi i EU-samarbejdet. Andre lande, især Storbritannien og Tjekkiet, holder sig så vidt muligt uden for yderligere integrationstiltag, og de udgør således en ydre periferi i EU.

A la carte-modellen er den mest vidtgående mht. opdelingen af landene i EU-samarbejdet. Her står det landene frit for at vælge mellem de forskellige samarbejdsområder. De danske forbehold fra 1993 kan ses som en forløber for denne model, idet Danmark via forbeholdene permanent fik mulighed for at vælge samarbejdsområder fra.