Den seneste EU-traktat blev vedtaget i 2007 og trådte i kraft i 2009 efter at være blevet ratificeret af alle 27 medlemslande. Traktaten erstatter den mere ambitiøse forfatning, der måtte opgives i 2005. Lissabon-traktaten handler først og fremmest om ændrede og mere demokratiske beslutningsprocesser, som det øgede medlemstal har nødvendiggjort. Flertalsafgørelser i Ministerrådet er nu hovedreglen, ligesom de fleste love nu vedtages i fællesskab af Ministerrådet og Europa-Parlamentet, den såkaldte forligsprocedure. Demokratiet er styrket ved, at Ministerrådets forhandlinger nu er åbne og ved, at 1 million borgere kan stille forslag til Kommissionen om ny lovgivning, det såkaldte borgerinitiativ. De mange områder med flertalsafgørelser har nedbrudt den tidligere søjlestruktur.
Lissabon-traktaten (EU)
Uddybende forklaring
På et EU-topmøde i Lissabon i 2007 vedtog en regeringskonference af EUs stats- og regeringschefer en ny traktat til erstatning for den Traktat om en forfatning for Europa, der måtte opgives efter folkeafstemninger i Frankrig og Holland i 2005, hvor forfatningen blev stemt ned. Idéen var ellers, at den europæiske forfatning én gang for alle skulle erstatte tidligere EU-traktater, og man lagde op til en konstruktion med større magt til EU og en klar kompetencefordeling mellem EU og medlemsstaterne, som man kender det fra en forbundsstat. Alene forfatnings-tanken vakte imidlertid voldsom modstand, og derfor er Lissabon-traktaten da også en traditionel EU-traktat.
Lissabon-traktatens mål var dels at gøre beslutningsprocessen i EU mere effektiv, dels at gøre EU mere demokratisk. Effektiviteten styrkes ved, at Ministerrådet som hovedregel træffer beslutninger ved flertalsafgørelser, hvor der dog skal et vist antal lande (55 %), som samtidigt skal repræsentere mindst 65 % af EU's befolkning, til for at vedtage en beslutning, et såkaldt dobbelt kvalificeret flertal. Det Europæiske Råd får en fast formand (EU's præsident) frem for skiftende formandskaber blandt medlemslandene, og EU får desuden en slags udenrigsminister. Endelig skal der være færre medlemmer i Kommissionen.
Det demokratiske underskud reduceres ved, at Ministerrådet og Europa-Parlamentet i fællesskab vedtager lovgivning (denne fælles beslutningsprocedure indførtes allerede i Maastricht-traktaten, men bruges nu på flere områder), og ved, at en million borgere i EU fremover kan opfordre Kommissionen til at fremsætte et lovforslag. Tidligere kunne kun Kommissionen tage initiativ til lovgivning. Medlemslandenes egne parlamenter får tillige en begrænset indflydelse. Endelig bliver Ministerrådets forhandlinger om lovgivning åbne for offentligheden.
Traktaten flytter også områder, bl.a. det politimæssige og strafferetlige samarbejde, til den fælles beslutningsprocedure, det vil sige fra søjle 3 til søjle 1 i den såkaldte søjlestruktur. Lissabon-traktaten flytter med andre ord flere områder over i den overstatslige søjle 1, og dermed eroderes opdelingen i tre søjler, som blev indført med Maastricht-traktaten. Der sker dog ingen ændringer for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, der fortsat kræver enstemmighed i Ministerrådet (søjle 2).
I Danmark valgte regeringen og et flertal i Folketinget at undlade at sende Lissabon-traktaten til folkeafstemning, da Justitsministeriet mente, at der ikke med traktaten blev overdraget nye beføjelser til EU, som kunne kræve anvendelse af grundlovens paragraf 20 om folkeafstemninger.
Figurer
