Valutapolitik

Valutapolitik går ud på at ændre valutakursen med det formål at påvirke betalingsbalancen og den samlede økonomiske aktivitet. Valutapolitikken varetages af Nationalbanken efter rådslagning med regeringen.
Man skelner mellem devaluering og revaluering. Devaluering er en nedskrivning af landets valuta i forhold til omverdenen. For Danmarks vedkommende indebærer en devaluering, at kronens værdi falder i forhold til euro, pund, dollar osv. Revaluering er omvendt en opskrivning af landets valuta i forhold til andre valutaer.

En devaluering virker ved at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne i forhold til omverdenen. For det første forøges eksporten, fordi virksomhederne får bedre mulighed for at konkurrere på prisen på de udenlandske markeder. Danske varer bliver billigere i udlandet målt i udenlandsk valuta. For det andet reduceres importen, fordi importvarer bliver relativt dyrere regnet i indenlandske priser. Da importen reduceres, forøges den indenlandske efterspørgsel efter indenlandsk producerede varer.

Den større indenlandske efterspørgsel giver højere BNP-vækst og beskæftigelse. En devaluering er dermed et effektivt middel til at få sat mere gang i den økonomiske aktivitet. Den har en ekspansiv karakter. Betalingsbalancen og de offentlige finanser forbedres. Men der er også nogle ulemper forbundet med en devaluering.

Hvis den danske krone devalueres, fører det til stigende priser på importvarer regnet i danske kroner. Det bevirker, at den enkelte danskers reale indkomst, altså købekraft påvirkes negativt.

Betalingsbalancen påvirkes heller ikke helt så gunstigt af en devaluering, som man umiddelbart skulle tro. Godt nok stiger eksporten. Og importen falder regnet i mængder. Det forbedrer betalingsbalancen. Men til gengæld stiger prisen på importvarerne som nævnt ovenfor. Der er derfor kun tale om et mere begrænset fald i importens værdi (pris x mængde). Hvis landet i udgangspunktet tilmed har en udlandsgæld, vil devalueringen endvidere bevirke, at værdien af denne udlandsgæld stiger, da gælden til udlandet er opgjort i udenlandsk valuta (primært dollar og euro). Rentebetalingerne på udlandsgælden bliver dermed større, og det påvirker betalingsbalancen negativt.

Stigningen i importpriserne sætter sig også spor i den indenlandske prisdannelse. Der er derfor en tendens til, at en devaluering følges af en periode med relativt højere inflation. Lønningerne begynder typisk at stige mere, fordi arbejderne kræver kompensation for tabet i realindkomst. Samtidig medvirker den højere aktivitet i sig selv til at presse inflationen opefter. Det er ofte tilfældet, at en devaluering efter nogle år bliver neutraliseret af de øgede prisstigninger. Ofte har den kun en korterevarende forbedrende effekt på betalingsbalancen og aktiviteten. Og omkostningen ved at anvende dette instrument kan let blive, at inflationen på lidt længere sigt er højere.

En devaluering bruges stort set aldrig offensivt til at skabe øget beskæftigelse og overskud på betalingsbalancen, hvis økonomien i øvrigt befinder sig i en stabil situation.

En devaluering anvendes primært defensivt til at rette op på en stor skævhed i konkurrenceevnen i en situation, hvor der er stort underskud på betalingsbalancen. Det er sjældnere set, at en revaluering benyttes som direkte økonomisk politisk virkemiddel, da gevinsterne er knapt så synlige. Men i nogle situationer vil et land være yderst tilfreds med en gradvis opskrivning af dets valuta. På den måde kan der lægges en dæmper på et indenlandsk opsving, samtidig med at de faldende importpriser virker dæmpende på inflationen. Kina har i flere perioder revalueret netop for at tage toppen af aktiviteten i økonomien.

For landene, der er med Euro-samarbejdet, er det ikke muligt selvstændigt at ændre valutakursen. De deltagende lande har fraskrevet sig dette instrument. Euroen den fælles valuta flyder frit i forhold til andre valutaer (pund, dollar, yen) og vil i princippet kunne devalueres eller revalueres, hvis det bliver nødvendigt.

Danmark deltager i det såkaldte ERM II (Exchange Rate Mechanism II), hvor den danske krone er bundet til Euroen og kun må svinge med ± 2¼ % omkring en anmeldt middelkurs (7,46 kr./Euro). Det er Nationalbankens opgave at fastholde en fast kronekurs. Dvs. at Nationalbanken kan være tvunget til at købe danske kroner, hvis kursen kommer under pres. Til disse støtteopkøb kan banken få ubegrænset støtte fra Den Europæiske Centralbank (ECB). Fastkurspolitikken har fra 1982 været den afgørende faktor i tilrettelæggelsen af den danske valutapolitik.