Strukturpolitik

Udtrykket strukturpolitik bruges som samlebetegnelse for de politiske virkemidler, der påvirker de enkelte markeders funktionsmåde. Der er f.eks. tale om strukturpolitik, når uhensigtsmæssige regler, som hæmmer nyetablering inden for bestemte brancher, ændres, så der kommer mere konkurrence til gavn for produktiviteten og dermed priserne. Der er også tale om et strukturpolitisk indgreb, når der foretages en opstramning af reglerne for, hvornår ledige skal stå til rådighed for job uden for deres eget fagområde eller geografiske region.

Strukturpolitikken har som formål at indrette de økonomiske strukturer, så de begunstiger den langsigtede økonomiske udvikling høj BNP-vækst og høj beskæftigelse. Derfor tager strukturpolitik ofte sit udgangspunkt i mikroøkonomien. Til grund for strukturpolitiske tiltag ligger en antagelse om, at økonomien på langt sigt befinder sig i ligevægt. Det er formålet med de strukturpolitiske tiltag at påvirke, hvor ligevægten ligger. Strukturpolitikken har således en langsigtet karakter.

Det betyder dog ikke, at de strukturpolitiske tiltag først får effekt på langt sigt. De kan godt i nogle situationer have en umiddelbar effekt. Stramninger på arbejdsmarkedet kan således afdæmpe truende inflationspres i en ophedet økonomi. Det kan dermed forlænge et igangværende opsving og føre til lavere ledighed, end det ellers ville være muligt at opnå.

Strukturpolitik omfatter en mængde vidt forskellige økonomiske politiske tiltag, hvoraf de vigtigste er arbejdsmarkedspolitik, erhvervspolitik, skattepolitik samt uddannelses- og forskningspolitik. Nogle strukturpolitiske tiltag har et mere generelt sigte, nogle er mere fokuseret på enkeltsektorer i alle tilfælde med henblik på at begunstige langsigtet produktivitetsudvikling og velstandsfremgang.

Arbejdsmarkedspolitiske tiltag bruges ofte med det formål at forbedre mobiliteten og fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, specielt i forhold til lavtuddannede grupper, som har relativt højere ledighed. Nogle tiltag går ud på at forbedre lavtuddannedes kvalifikationer gennem efteruddannelse og langtidslediges tilknytning til arbejdsmarkedet gennem jobtræning. Andre typer tiltag er mere fokuseret på, at de ledige også har tilstrækkeligt gode incitamenter til at søge arbejde inden for f.eks. andre brancher og geografiske områder. Hensigten er, at det skal føre til højere beskæftigelse og lavere ledighed.

Nogle erhvervspolitiske tiltag har som formål at styrke konkurrenceevnen i forhold til udlandet, hvilket kan være afgørende for en meget åben økonomi som den danske. Andre tiltag gennemføres for at styrke konkurrencen internt på de hjemlige markeder, for derigennem at sikre et tilstrækkeligt konkurrencepres med henblik på de lavest mulige priser til forbrugerne.

Skattereformer gennemføres ofte med henblik på at sænke marginalskatterne, således at incitamenterne til at gøre en ekstra indsats styrkes. I nogle tilfælde foretages der omjusteringer i skattesatser for at give bedre incitamenter for selvstændige eller til nye investeringer eller fornuftige pengeanbringelser.
Uddannelses- og forskningspolitiske tiltag har oftest som underliggende formål at forøge produktiviteten hos medarbejderne eller at øge omfanget og kvaliteten af virksomhedernes forsknings- og udviklingsindsats.
Inden for infrastruktur-området har flere regeringer igennem de seneste årtier søgt at skabe de bedste vilkår for konkurrencen med henblik på at opnå en mere effektiv opgaveløsning. Et eksempel: På jernbaneområdet har man i sidste halvdel af 1990erne gennemført en adskillelse af infrastrukturen (BaneDanmark) fra operatør-selskabet (DSB). Dette var en forudsætning for, at dele af togtrafikken efterfølgende kunne sendes i udbud, således at private firmaer kunne byde på opgaven. Formålet har været at skabe konkurrence blandt operatørerne med henblik på at opnå en mere effektiv opgaveløsning, så det kan gøres billigere for samfundet, og så der måske samtidig kunne opnås en højere kvalitet for kunderne i jernbanesektoren.

Også i EU føres der strukturpolitik. Det indre Marked fra midten af 1980erne med fri bevægelighed for varer, tjenester, arbejdskraft og kapital kan ses som en strukturpolitisk øvelse med det mål at sikre en så fri konkurrence i hele EU som overhovedet muligt. Hertil kommer, at et stort sammenhængende marked giver virksomhederne mulighed for at høste stordriftsfordele og dermed klare sig bedre i konkurrencen med virksomheder udenfor EU.