Økonomisk politik

Ved økonomisk politik forstås statens forsøg på at påvirke den økonomiske udvikling i et land. Helt overordnet kan der skelnes mellem makropolitik og strukturpolitik. Makropolitikken har til formål at nå de økonomiske mål (økonomisk vækst, højt BNP, høj beskæftigelse, lav inflation og balance på statens finanser og i forhold til udlandet), som karakteriserer en god økonomi. Strukturpolitik har til formål at understøtte især den langsigtede økonomiske vækst ved at sikre en så effektiv udnyttelse af de samfundsmæssige ressourcer som muligt.

Makropolitikken opdeles i de fire store politikker: Finanspolitik, pengepolitik, indkomstpolitik og valutapolitik, hvor finans- og pengepolitikken især forsøger at påvirke den økonomiske aktivitet i samfundet ved at påvirke efterspørgslen i samfundet. De to politikker har et direkte konjunkturregulerende sigte og kan også benævnes stabiliseringspolitik. Indkomstpolitikken og valutapolitikken er orienteret mod især konkurrenceevnen og dermed betalingsbalancens løbende poster. Dog har valutapolitikken også en direkte virkning på aktiviteten.

Strukturpolitikken er mere orienteret mod mikroøkonomien ved, at den griber ind i de forskellige markeders funktionsmåde. De mest oplagte eksempler herpå er konkurrencepolitik, skattepolitik, arbejdsmarkedspolitik, erhvervspolitik, uddannelsespolitik, forskningspolitik og energipolitik.

Skellet mellem makropolitik og strukturpolitik kan være vanskelig at forstå. En skattelettelse er en ekspansiv finanspolitik og påvirker forbruget og dermed BNP og beskæftigelsen. Det er makropolitik, som typisk anvendes i en lavkonjunktur. En skattelettelse påvirker imidlertid også ifølge nogle økonomer arbejdsudbuddet positivt. Det er strukturpolitik, idet arbejdsmarkedets funktionsmåde påvirkes direkte. Som en del af strukturpolitikken kan også indgå fordelingspolitik, hvor indkomstfordelingen i samfundet forsøges ændret. Det kan fx være skattelettelser til de højeste indkomster for at undgå, at de højest uddannede rejser til udlandet, og tilskynde til en længerevarende uddannelse. Også reformer af den offentlige sektor har normalt et strukturpolitisk sigte. Privatisering flytter aktiviteter fra den offentlige til den private sektor ved, at aktiviteten frasælges. Udlicitering af opgaver har samme hensigt og skal desuden sikre konkurrence mellem tilbudsgivere for at opnå lavere priser. Brugerbetaling i den offentlige sektor er også strukturpolitik. Ved at gå fra gratis goder til betaling vil efterspørgslen falde måske har der været en overefterspørgsel og ressourceforbruget i den offentlige sektor kan sættes ned.

Til spørgsmålet, om der skal føres makropolitik eller ej, kan der groft sagt skelnes mellem to forskellige skoler: En skole med fundament i den klassiske økonomi, hvor opfattelsen er, at markedsmekanismen i sig selv vil sikre ligevægt i økonomien ved, at priser og lønninger hurtigt tilpasser sig ændrede udbuds- og efterspørgselsforhold. Staten skal ifølge denne opfattelse ikke gribe ind, og eventuelle indgreb kan gøre mere skade end gavn pga. forkert timing og dosering af indgreb. Modsat denne opfattelse argumenterer den keynesianske skole for, at staten aktivt skal påvirke den økonomiske aktivitet, fordi den samlede økonomi ikke af sig selv søger mod ligevægt.

I opfattelsen af strukturpolitikken er skellet anderledes, idet de markedsorienterede økonomer typisk vil være tilhængere af politikker, der styrker fleksibiliteten i priser og lønninger. Det kan være skattepolitik og konkurrencepolitik, mens de vil være modstandere af tilskud til bestemte brancher, da tilskud forvrider markederne. Keynesianerne vil også tilslutte sig en styrket konkurrence, men uden at de laveste indkomster rammes, ligesom målrettede tilskud til mere konjunkturfølsomme sektorer (boligbyggeri) kan anbefales. Endelig vil socialistiske økonomer argumentere for, at der sker en styring af den måde, de økonomiske strukturer er skruet sammen på, fx at staten målrettet støtter bestemte sektorer, ligesom de mener, strukturpolitikken især skal komme de laveste indkomster til gode. Det skal dog tilføjes, at der er meget forskellige traditioner lande imellem, hvad angår graden af indgriben i de økonomiske strukturer fra lande med store statsejede sektorer (Frankrig, Italien) til et kraftigt samspil mellem stat og virksomheder (Japan) til en mere rendyrket liberalisme (Singapore, USA).