Klasssiske økonomer

Klassiske økonomer betegner en gruppe økonomer fra anden halvdel af 1700-tallet og frem til ca. 1870. Adam Smith (1723-1790), David Ricardo (1772-1823) og Thomas Malthus (1766-1834) er de mest fremtrædende repræsentanter. Fælles for dem er en stærk tiltro til markedets selvregulerende kræfter, som altid vil sikre ligevægt i økonomien. De klassiske økonomer har fået stor indflydelse på den senere økonomiske teoridannelse, og de såkaldte neoklassikere baserer også deres teorier på en stor tillid til markedets evne til at sikre ligevægt.

De klassiske økonomer ligger stor vægt på markedsmekanismens evne til at sikre ligevægt i økonomien. Den pris, der sikrer ligevægt, fremkommer dér, hvor efterspørgslen er lig med udbuddet. Er efterspørgslen større end udbuddet, vil priserne stige, og modsat vil priserne falde i en situation, hvor udbuddet er større end efterspørgslen. Der er således tale om en stor grad af fleksibilitet. Det gælder også i bestemmelsen af lønnen. I en situation med stor arbejdsløshed på arbejdsmarkedet, dvs. udbuddet af arbejdskraft er større end efterspørgslen, vil lønningerne falde indtil et niveau, hvor der er ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Også andre priser i samfundet som renten (prisen på at låne penge) og valutakursen fremkommer som et resultat af markedsmekanismen. Renten bestemmes, der hvor udbud (opsparing) er lig med efterspørgslen (lånebehov). Valutakursen sikrer ligevægt mellem udbud af valuta (køb af importvarer) og efterspørgsel efter valuta (salg af eksportvarer). Især Adam Smith beskrev i detaljer markedsmekanismens virkemåde og betonede desuden, at hvad der økonomisk er godt for det enkelte individ, også er godt for hele samfundet.

David Ricardo blev især kendt for teorien om de komparative fordele, som fortsat anvendes til at forklare, hvorfor lande handler med hinanden. Den franske økonom Say formulerede Says lov, som siger, at udbud skaber efterspørgsel. I en situation med udbud vil der altid blive skabt en efterspørgsel, fordi priserne vil falde, indtil efterspørgslen matcher udbuddet. Ikke alene antog klassikerne, at prisfleksibilitet gælder på de enkelte markeder, men også for den samlede økonomi. Der var således ikke ifølge dem brug for en overordnet regulering af økonomien.

Keynesianismen bryder med den klassiske tankegang. Under indtryk af den store depression i 1930erne, hvor markedet ikke kunne sikre fuld beskæftigelse, formulerede Keynes sin teori, hvor han tager afsæt i, at indkomsterne i samfundet vil falde i en situation med stor arbejdsløshed. De faldende indkomster vil give lavere efterspørgsel, som yderligere vil give højere arbejdsløshed. Desuden viste udviklingen, at markedet netop ikke tilpasser priser og lønninger hurtigt, men tværtimod er præget af stor pristræghed. Staten skal aktivt gå ind og påvirke efterspørgslen ved at føre aktiv finanspolitik.

Diskussionen mellem keynesianere og klassikere har ikke kun teoretisk interesse. Den har stor betydning for, hvordan der skal føres økonomisk politik. Den er også vævet tæt sammen med politisk observans. De fleste klassisk orienterede økonomer har basis i en borgerlig værdiopfattelse med stor tiltro til markedsmekanismen. Omvendt har de fleste keynesiansk orienterede økonomer ofte en mere socialdemokratisk opfattelse, som betoner nødvendigheden af at styre markedsøkonomien for at få mest muligt ud af den. Det har ofte vanskeliggjort de økonomiske diskussioner, at de politiske standpunkter blandes så meget ind i den faglige debat, men det er nok svært at undgå for engagerede samfundsforskere.

Der forekommer dog at være mindre uenighed i dag end for nogle årtier siden, hvad angår forståelsen af konjunkturcykler. I dag er det således almindeligt blandt økonomer at skelne mellem det korte og det lange sigt. Der er nogenlunde enighed om, at priserne er relativt træge på kort sigt (dvs. 1-2 år), men at priserne er lidt mere fleksible på lidt længere sigt (3-5 år). De fleste er også af den opfattelse, at priserne på langt sigt er fuldt fleksible, hvorfor der også vil være ligevægt på langt sigt, hvis ikke det lige var, fordi der løbende kommer nye stød til økonomien. Hvad der mere præcist skal forstås ved langt sigt er til gengæld ikke særligt veldefineret men de fleste økonomer vil nok sige 10 år eller mere.

Noget firkantet kan man sige, at den keynesianske efterspørgselsbaserede model ofte anvendes til at beskrive det korte sigt, hvorimod den klassiske model bruges til at beskrive det lange sigt hvor priserne når at tilpasse sig.

Denne lidt større enighed om mekanismerne bag konjunkturcykler gør sig dog ikke gældende, når det gælder om at anvende den økonomiske politik for at dæmpe konjunkturudsvingene. Her er uenigheden fortsat stor. Den keynesianske fløj er stærke fortalere for flittig brug af økonomisk politik til at dæmpe konjunkturudsving. Den klassiske fløj mener derimod, at det tværtimod risikerer at gøre ondt værre og forstærke konjunkturudsvingene. De anbefaler derfor, at staten holder fingrene væk og overlader det til markedskræfterne selv at genskabe ligevægten.