Åbn undermenuer...

Makropolitik

Makropolitik omfatter de økonomisk-politiske virkemidler, der har en mere generel påvirkning af økonomien. Makropolitikken bruges til at styre den økonomiske udvikling, så de økonomiske balancestørrelser ledighed, inflation, betalingsbalance og offentlig balance ikke kommer for meget ud af balance. Det er makropolitikkens formål at skabe en relativt stabil økonomisk udvikling. Der er erfaring for, at en stabil makroøkonomisk udvikling er den bedste baggrund for langsigtet BNP-vækst og høj beskæftigelse. Specielt er det makropolitikkens opgave at undgå for voldsomme konjunkturudsving. Makropolitikken har derfor typisk et kort og mellemlangt sigt dvs. en tidshorisont på op til omkring 5 år.

De makropolitiske virkemidler omfatter først og fremmest finanspolitik og pengepolitik, som begge overvejende fungerer ved at påvirke den samlede vareefterspørgsel. De bruges til at dæmpe udsving i den samlede efterspørgsel afledt af ændringer i forbrug eller eksport. For eksempel kan det under en højkonjunktur være nødvendigt for regeringen at stramme finanspolitikken og pengepolitikken for at undgå en overophedning af økonomien med flaskehalse og tiltagende inflation. Omvendt kan en lempelse af makropolitikken sætte gang i økonomien, når den er ved at gå i stå.

Valutapolitikken bruges almindeligvis ikke til at dæmpe konjunkturerne, men primært for at rette op på en skævhed i samhandlen med omverdenen, hvis valutaen ligger skævt. I den forbindelse er det almindeligt også at nævne indkomstpolitik, som især bruges i en situation med underskud i samhandlen med udlandet.

 Uddybende forklaring

Makropolitik omfatter de økonomisk-politiske virkemidler, der har en mere generel påvirkning af økonomien. Makropolitikken bruges til at styre den økonomiske udvikling, så de økonomiske balancestørrelser ledighed, inflation, betalingsbalance og offentlig balance ikke kommer for meget ud af balance. Det er makropolitikkens formål at skabe en relativt jævn økonomisk udvikling. Der er erfaring for, at en stabil makroøkonomisk udvikling er den bedste baggrund for langsigtet BNP-vækst og høj beskæftigelse. Specielt er det makropolitikkens opgave at undgå for voldsomme konjunkturudsving. Makropolitikken har derfor typisk et kort og mellemlangt sigt dvs. en tidshorisont på op til omkring 5 år.

De makropolitiske virkemidler omfatter først og fremmest finanspolitik og pengepolitik, som begge overvejende fungerer ved at påvirke den samlede vareefterspørgsel. De bruges til at dæmpe udsving i den samlede efterspørgsel afledt af ændringer i forbrug eller eksport. For eksempel kan det under en højkonjunktur være nødvendigt for regeringen at stramme finanspolitikken og pengepolitikken for at undgå en overophedning af økonomien med flaskehalse og tiltagende inflation. Omvendt kan en lempelse af makropolitikken sætte gang i økonomien, når den er ved at gå i stå.

Valutapolitikken bruges almindeligvis ikke til at dæmpe konjunkturerne, men primært for at rette op på en skævhed i samhandlen med omverdenen, hvis valutaen ligger skævt. I den forbindelse er det almindeligt også at nævne indkomstpolitik, som især bruges i en situation med underskud i samhandlen med udlandet.

De fire forskellige makropolitikker er sammenfattet i nedenstående skema.

Makropolitikker
Økonomisk politikRedskabTyperVirkningØkonomisk målBegrænsning
Finanspolitik

Skatter
Offentlige udgifter

Ekspansiv
Kontraktiv
Efterspørgsel
efter forbrugsvarer
og investeringer
Arbejdsløs-
hed
Vækst
Inflation
Betalings-
balance og
offentlige
finanser
Pengepolitik
Rente
Pengemængde
Ekspansiv
Kontraktiv
Investeringer
Boligkøb
Inflation
Vækst
Inflation
Valutapolitik

Valutakursen
ændres

Devaluering
Revaluering

Konkurrence-
evne
Eksport
Import
Betalings-
balance
Inflation
Dansk del-
tagelse i ERM
Indkomst-
politik
Lønforhandlinger
Evt. prisstop
Virksomhed-
ernes løn-
omkostninger
Betalings-
balance
Inflation

 

 

 

Figurer