Åbn undermenuer...

Finanspolitik

Finanspolitik kan defineres som statens påvirkning af den samlede økonomiske aktivitet i samfundet. Finanspolitik kan være aktiv, dvs. at politikerne bevidst tilsigter at påvirke den økonomiske aktivitet. I en lavkonjunktur med høj arbejdsløshed vil finanspolitikken være lempelig (ekspansiv) med enten skattelettelser eller øgede offentlige udgifter (anlægsinvesteringer), således at der sker en øgning af de samlede indkomster i samfundet og dermed en stigning i efterspørgslen, produktionen og dermed beskæftigelsen. I en højkonjunktur med inflation og lav ledighed vil finanspolitikken være stram (kontraktiv) med skattestigninger og offentlige besparelser, således at den samlede indkomst i samfundet vil være faldende og presset på beskæftigelsen aftager.

Finanspolitikken kan også være passiv. Dvs. at der indbygget i de offentlige finanser findes automatiske stabilisatorer, som er konjunkturmodløbende. I en lavkonjunktur vil de offentlige udgifter til fx arbejdsløshedsunderstøttelse være voksende og således bidrage til at øge indkomsterne i forhold til en situation uden understøttelse, ligesom skatteindtægterne vil være faldende. Modsat i en højkonjunktur, hvor skattebetalinger gør indkomsterne mindre, end de ellers ville have været. En stor offentlig sektor bidrager dermed mere til at mindske konjunkturudsvingene end en lille offentlig sektor.

Til at vurdere, om et indgreb er ekspansivt eller kontraktivt kan man se på den følgende brøk:

                                  Offentlige udgifter
                                  ___________________

                                  Offentlige indtægter

Hvis brøken bliver større (højere udgifter og/eller lavere skatter), føres der en ekspansiv politik. Hvis brøken bliver mindre (lavere udgifter og/eller højere skatter), føres der en kontraktiv politik.

 Uddybende finanspolitik

Finanspolitik kan defineres som statens påvirkning af den samlede økonomiske aktivitet i samfundet. Finanspolitik kan være aktiv, dvs. at politikerne bevidst tilsigter at påvirke den økonomiske aktivitet. I en lavkonjunktur med høj arbejdsløshed vil finanspolitikken være lempelig (ekspansiv) med enten skattelettelser eller øgede offentlige udgifter (anlægsinvesteringer), således at der sker en øgning af de samlede indkomster i samfundet og dermed en stigning i efterspørgslen, produktionen og dermed beskæftigelsen. I en højkonjunktur med inflation og lav ledighed vil finanspolitikken være stram (kontraktiv) med skattestigninger og offentlige besparelser, således at den samlede indkomst i samfundet vil være faldende og presset på beskæftigelsen aftager.

Finanspolitikken kan også være passiv. Dvs. at der indbygget i de offentlige finanser findes automatiske stabilisatorer, som er konjunkturmodløbende. I en lavkonjunktur vil de offentlige udgifter til fx arbejdsløshedsunderstøttelse være voksende og således bidrage til at øge indkomsterne i forhold til en situation uden understøttelse, ligesom skatteindtægterne vil være faldende. Modsat i en højkonjunktur, hvor skattebetalinger gør indkomsterne mindre, end de ellers ville have været. En stor offentlig sektor bidrager dermed mere til at mindske konjunkturudsvingene end en lille offentlig sektor.
Til at vurdere om et indgreb er ekspansivt eller kontraktivt kan man se på den følgende brøk:


                                  Offentlige udgifter
                                  ___________________

                                  Offentlige indtægter

 

Hvis brøken bliver større (højere udgifter og/eller lavere skatter), føres der en ekspansiv politik.
Hvis brøken bliver mindre (lavere udgifter og/eller højere skatter), føres der en kontraktiv politik.

De forskellige former for finanspolitik er sammenfattet nedenfor:

 

AktivPassiv
EkspansivSkattelettelser
Øgede offentlige udgifter
Faldende skatteindtægter som følge af lavkonjunktur
Øgede offentlige overførsler som følge af øget arbejdsløshed
KontraktivSkattestigninger
Offentlige besparelser
Øgede skatteindtægter som følge af højkonjunktur
Faldende offentlige overførsler som følge af mindre arbejdsløshed

 

Virkningen af finanspolitikken kan beskrives ved hjælp af multiplikatorvirkningen, som kan sammenlignes med en sten, der kastes i vandet, og ringene, der breder sig. En skattelettelse vil give sig udslag i øget forbrug og øget opsparing og øget import. Det øgede forbrug giver øget produktion og dermed øgede indkomster, som igen giver øgede skatter, øget forbrug, øget import og øget opsparing. Afløbene er opsparing, import og skat, hvor penge forsvinder ud af kredsløbet, mens forbruget breder sig videre. Ved hjælp af matematiske modeller med de nøjagtige sammenhænge kan de nøjagtige teoretiske virkninger udregnes. I praksis passer de sjældent helt, da også psykologiske faktorer påvirker folks reaktion på en skattelettelse.

De forskellige økonomiske skoler har forskellige opfattelser af, hvorvidt finanspolitikken virker. Tilhængere af keynesianismen ser finanspolitikken som et stærkt instrument til at styre efterspørgslen i samfundet, mens monetarister og neoklassikere mener, at især en ekspansiv finanspolitik kan være direkte skadelig ved at den skaber inflation, hvis arbejdsløsheden presses for langt ned og vil give anledning til rentestigninger, når underskuddet på de offentlige finanser skal finansieres ved øget udbud af statsobligationer. Også ufinansierede skattelettelser opfattes som uden effekt. Argumentationen er, at en skattelettelse i dag er en skattestigning i morgen, hvilket befolkningen indretter sig på og følgelig sparer skattelettelsen op og ikke anvender den til forbrug, som det er meningen.

Statens finanser er både særdeles konjunkturfølsomme og konjunkturpåvirkende. Denne dobbelthed har betydning i forbindelse med de såkaldte konvergenskrav i EU. Bl.a. for at sikre stabiliteten i Euro-områdets økonomi må underskuddet på de offentlige finanser ikke være på mere end 3 % af BNP, og den offentlige gæld må maksimalt udgøre 60 % af BNP. Under en lavkonjunktur kan de automatiske stabilisatorer i sig selv skabe et så stort underskud på de offentlige finanser, at der kun er lille råderum til at føre en aktiv finanspolitik. Kritikere af konvergenskravene mener, at disse krav især tager sigte på at holde inflationen nede og ikke tager tilstrækkelige hensyn til beskæftigelsen.

Figurer