Monetarisme

Monetarismen er en økonomisk teori, der som navnet siger især ser på pengenes betydning for den økonomiske udvikling i et samfund. Monetarismen bygger videre på den klassiske økonomi ved at mene, at der er en direkte sammenhæng mellem pengemængden og aktivitetsniveauet i økonomien. Er der for mange penge i omløb, vil aktiviteten blive overophedet, og der opstår inflation. Modsat kan en formindskelse af pengemængden dæmpe aktivitetsniveauet og dermed fjerne inflation. Hvor keynesianismen prioriterer den samlede efterspørgsel og dermed beskæftigelsen højt, er inflationsbekæmpelse det vigtigste hos monetaristerne.

Centralt i den monetaristiske argumentation står husholdningernes og virksomhedernes forventninger til fremtiden. I en situation med inflation vil husholdninger og virksomheder have forventninger om endnu højere inflation i den næste periode. Løn- og priskrav fastsættes nu efter disse forventninger, således at inflationen kan stige lodret selv ved ret høje arbejdsløshedsprocenter. Dette er modsat den normale Phillips-kurve, hvor der antages en mere glidende sammenhæng mellem arbejdsløshed og inflation. Ifølge monetaristerne kan en finanspolitik, der tager sigte på at mindske arbejdsløsheden, give anledning til en lille stigning i inflationen, som derefter som beskrevet ovenfor kan eksplodere på grund af forventningerne til fremtiden. Monetarister mener derfor, at ekspansiv finanspolitik kan være direkte skadelig og anbefaler i stedet styring af pengemængden til at styre aktiviteten i samfundet. Pengepolitikken er for monetaristerne mere effektiv ved, at den virker hurtigere.

Monetarismen kan ses som en kritik af keynesianismens tiltro til, at man kunne stabilisere den økonomiske udvikling ved hjælp af finanspolitik. Monetarismens fader Milton Friedman mente af flere grunde, at finanspolitik ikke er mulig i praksis.

For det første tager det tid at forstå konjunktursituationen. Det tager tid at frembringe statistikker over den økonomiske udvikling. Der er også ofte støj i statistikken, så man vil kræve, at en ny tendens har vist sig gennem flere måneder, førend man kan konkludere om udviklingen.

For det andet tager det tid at beslutte sig for at ændre den økonomiske politik. Politikere og embedsmænd skal blive enige med sig selv og med hinanden om, hvad der rent faktisk er mest fornuftigt at gøre. Nationalbanken kan dog hurtigt beslutte sig for at ændre pengepolitikken.

For det tredje tager det tid, førend politikken får effekt. Man kan ikke ændre indkomstskattesatser med virkning fra en dag til den næste, men må ofte vente til årsskiftet. Det tager også tid at hyre eller fyre offentligt ansatte og det tager tid, hvis der skal ske ændringer i de offentlige investeringer. Det er lidt nemmere hurtigt at ændre pengepolitikken ved at regulere rentesatserne for ind- og udlån i Nationalbanken. Men til gengæld viser erfaringen, at der som oftest går mindst et halvt år og ofte længere, førend det for alvor får effekt på forbrug og investeringer. Der går som oftest nogen tid, førend det går op for alle borgere, hvad der rent faktisk er vedtaget, og hvordan det er fornuftigt at indrette sig derefter. Og dernæst tager det tid at føre de nye beslutninger ud i livet.

Hele denne proces kan let tage 1 år, og så er konjunktursituationen måske en helt anden, fremførte Friedman. I værste fald kommer ændringen i den økonomiske politik først til at fungere på så sent et tidspunkt, at en ny konjunkturændring i modsat retning allerede er indtrådt. I stedet for at dæmpe konjunkturudsvingene kan man altså risikere at forstærke dem. Ifølge Friedman gælder det både finans-, penge- og valutapolitik. Han anbefalede derfor, at man slet ikke benytter disse virkemidler: Politikerne skal holde fingrene væk fra finanspolitikken og alene sørge for, at der i gennemsnit over konjunkturcyklerne er balance på de offentlige budgetter.

Friedman anbefalede tilsvarende, at der ikke føres aktiv pengepolitik. I stedet skal der føres en regelbaseret pengepolitik, hvor der uanset konjunktursituationen styres efter et fast tempo for udvidelsen af pengemængden. Udvidelsen skal fastlægges efter, hvor stor inflationen forventes at være. En række centralbanker anvender i dag en sådan regelbaseret pengepolitik.
 
Meget af Friedmans kritik har en række økonomer senere taget til sig. I dag er det den almindelige opfattelse, at man ikke skal nære alt for store forhåbninger til at gennemføre en egentlig finjustering af den økonomiske udvikling.

Monetaristerne har som de klassiske økonomer stor tiltro til, at markedet vil sikre ligevægt i økonomien. Og politisk indgriben er i sig selv uligevægtsskabende ifølge monetaristerne, hvis tilhængere er at finde på den politiske højrefløj.