Åbn undermenuer...

Dansk udenrigspolitik

Udenrigspolitikken føres af regeringen, men regeringen skal rådføre sig med Folketinget via udenrigspolitisk nævn, og Folketinget skal bl.a. godkende traktater indgået af regeringen (Grundlovens § 19).  Gennem udenrigspolitikken søger man at varetage følgende tre overordnede udenrigspolitiske mål:  1. Sikkerhedspolitiske, hvor man søger at sikre statens eksistens og grænser. Midlerne til dette er det militære forsvar af Danmark, diplomatiske midler og deltagelse i alliancer som NATO og internationalt samarbejde i organisationer som OSCE og FN.  2. Udenrigsøkonomiske velfærdsmål, hvor målet er at sikre økonomisk vækst og stabilitet. Gennem internationale organisationer som først og fremmest EU, men også OECD og WTO søger Danmark at skabe gode vilkår for dansk erhvervsliv og eksport.  3. Idépolitiske (værdifremmende eller normative), hvor det drejer sig om at påvirke verden i overensstemmelse med dansk tankegang om f.eks. demokrati, menneskerettigheder, forhandling frem for krig og økonomisk udjævning. Blandt de vigtigste midler er dansk ulandsbistand og dansk deltagelse i internationale organisationer som Europarådet, FN og FN's underorganisationer.  Hjemmeside: Udenrigsministeriet: http://www.um.dk/

 Uddybende forklaring

Udenrigspolitik består i varetagelsen af et lands forhold til omverdenen gennem de officielle myndigheder. Det er altså ikke udenrigspolitik, når avisen Jyllands-Posten i 2005 offentliggør karrikaturtegninger af profeten Muhammed; og det er heller ikke udenrigspolitik, når danske imamer efterfølgende rejser til Mellemøsten for at forklare, hvordan muslimer behandles i Danmark selv om begge disse handlinger medfører store konsekvenser for landet i form af afbrænding af danske ambassader og boykot af danske varer i udlandet. Men det er udenrigspolitik, når daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i samme anledning nægter at mødes med muslimske landes ambassadører i København, og når han senere i en arabisk TV-kanal begrunder og uddyber sin holdning til offentliggørelsen. De voldsomme reaktioner på avistegningerne og regeringens reaktioner viser imidlertid også, hvor svært det i en globaliseret verden er blevet at skelne mellem et lands officielle udenrigspolitik og de handlinger, der foretages af dets borgere.

Dansk udenrigspolitik tjener en række formål, der ofte opdeles i tre: sikkerhedspolitiske, udenrigsøkonomiske, idépolitiske (eller værdipolitiske). De sikkerhedspolitiske vedrører opretholdelsen af landets handlemuligheder som selvstændig stat og afværgelsen af trusler herimod; de udenrigsøkonomiske vedrører skabelsen af størst mulig velstand for danske borgere, herunder sikring af gunstige betingelser for danske virksomheder på verdensmarkedet; og de idépolitiske vedrører den globale udbredelse af centrale værdier som demokrati, menneskerettigheder og retfærdighed samt skabelsen af et internationalt retssamfund. De tre slags målsætninger kan i konkrete situationer supplere hinanden, men også være i konflikt. De varetages i forskellige fora, selv om der i stigende grad er overlap mellem disse fora: Sikkerhedspolitikken i NATO, udenrigsøkonomien i EU og idépolitikken i FN. Der er især et overlap mellem NATOs og FNs roller i dansk udenrigspolitik. EU har fået øget betydning på det sikkerhedspolitiske område, men den danske deltagelse er her hæmmet af det danske forsvarsforbehold. Det betyder at Danmark ikke kan deltage i EU-aktioner med et militært sigte, f.eks. den fredsbevarende opgave i Bosnien. 

Udenrigsministeriet er den centrale aktør i dansk udenrigspolitik. Herunder hører også DANIDA, der administrerer den danske ulandsbistand, og som har sin egen minister (udviklingsministeren). Endvidere spiller forsvarsministeriet en vigtig rolle, ikke mindst som følge af Danmarks øgede deltagelse i militære operationer efter Den kolde Krigs afslutning, senest med en styrke på godt 700 soldater i Afghanistan. Med de internationale miljøproblemers stigende betydning får også klimaministeriet en rolle i danske udenrigspolitik.

Som småstat har Danmark kun begrænsede ressourcer til rådighed i sin udenrigspolitik. Man taler om en dansk småstatstradition i udenrigspolitikken, hvor to slags strategier har været fulgt for at kompensere for de manglende ressourcer: Dels en mere passiv tilpasningspolitik, hvor trusler er søgt afværget ved udstrakt hensyntagen til dominerende stormagters interesser og undladelse af provokerende adfærd (forholdet til Tyskland frem til 1945 og forholdet til Sovjetunionen under Den kolde Krig med lav profil i NATO); dels en mere aktiv, internationalistisk politik med det formål at skabe en mere retfærdig og fredelig verden og dermed også mindske betydningen af fysisk magt (støtte til FN og afspænding, høj ulandsbistand). Efter Den kolde Krigs afslutning er der skabt nye muligheder for at vægte den sidste strategi, og der tales nu om den aktivistiske danske udenrigspolitik. Den har især givet sig udslag i dansk deltagelse i adskillige militære operationer i FN- og NATO-regi. Men også i f.eks. dansk støtte til de baltiske landes selvstændighed.

Siden neutraliteten blev opgivet efter optagelsen i NATO i 1949, har Danmark været tæt knyttet til USA i udenrigspolitikken. Det ændredes ikke, efter at Danmark i 1973 blev medlem af EF (nu EU), hvor Danmark generelt har modsat sig mere vidtgående integrationstiltag. Under VK-regeringen fra 2001 har USA-orienteringen været udsat for en del kritik. Nogle har ment at den må ses som en videreførsel af den gamle tilpasningspolitik, ikke mindst da Danmark uden opbakning fra FN deltog i USAs angreb på Irak i 2003. Andre ser den øgede militarisering af udenrigspolitikken under VK-regeringen som endnu et skridt i opgøret med den tidligere mere passive politik. Diskussionen om USA-orienteringen har i vid udstrækning skiftet karakter efter Barack Obama i 2009 afløste George Bush som præsident i USA.

 

 

Figurer