Bankpakker

Bankpakkerne, som Folketinget fra 2008 successivt har vedtaget, har som kortsigtet mål haft at redde bankerne i Danmark, mens det mere langsigtede mål har været at sikre et stabilt bankvæsen i landet.
Da Finanskrisen i efteråret 2008 nåede til Danmark, og der var udsigt til, at danske banker også kunne komme i problemer, vedtog Folketinget Bankpakke I (Lov om finansiel Stabilitet). Pakken har to hovedformål: dels at staten ubegrænset dækker indskud i danske banker, og dels at det statslige selskab Finansiel Stabilitet oprettes til at tage sig af nødlidende pengeinstitutter. Det første formål skal sikre, at der ikke kommer ’run’ på bankerne – altså at folk med opsparing pludseligt og på samme tid hæver deres opsparing. Det andet formål skal bidrage til, at afviklingen af konkurstruede pengeinstitutter sker i god ro og orden. Forinden vedtagelsen af Bankpakke I pålagdes pengeinstitutterne i Danmark at oprette Det private Beredskab med et samlet indskud på 35 mia. kr., hvor pointen er, at beredskabet skal dække, hvis et pengeinstitut frivilligt overtager et nødlidende pengeinstitut.

Hvor Bankpakke I især har fokus på likviditeten og på at genoprette tilliden til bankerne, har Bankpakke II fokus på kreditklemmen. Det viser sig, at mange danske banker har problemer med at få nye lån i udlandet. I Bankpakke II tilbyder staten tilførsel af kapital på 100 mia. kr. til en gennemsnitlig rente på 10 %. Pakken sikrer dermed, at bankerne fortsat har kapital at låne ud til investeringer og forbrug. I Bankpakke II var der dog ikke særlige krav om, at den tilførte statslige kapital skulle lånes ud til bestemte formål. Undersøgelser tyder ikke på, at kapitalindsprøjtningen på de 100 mia. kr. bidrager til at løsne den stramme udlånspolitik i bankerne.

Hvor Bankpakke I og II var hasteindgreb, tager Bankpakke III sigte på at tilbagerulle statens redningsnet. Afviklingsmodellen fra Bankpakke I gøres permanent, og det tydeliggøres, at nødlidende banker skal afvikles – ikke reddes. Og ved afviklingen af Amagerbanken blev det klart, at staten ikke ubetinget vil redde enhver bank. Amagerbanken fik lov til at gå ned med tab for indskydere og aktionærer. Ifølge Finansrådet fik danske banker dermed problemer med finansiering i udlandet, fordi Danmark var det eneste land i Europa, som tillod pengeinstitutter at gå ned med flaget og med tab for simple kreditorer (indskydere).

Bankpakke IV tager sigte på at tilskynde til fusioner i finanssektoren. Sunde banker skal søge sammen, og sunde banker skal overtage de raske dele af nødlidende banker mod at betale en medgift svarende til statens udgifter ved at overtage den syge del. Bankpakke IV skal således understøtte konsolideringen i finanssektoren: Færre og sundere pengeinstitutter.

Igennem hele forløbet – fra Bankpakke I til IV - sker der samtidig en styrkelse af Finanstilsynet, som skal kontrollere bankerne. Set i bakspejlet var der politisk enighed om, at tilsynet burde have været skærpet – også da det gik allerbedst for finanssektoren.