Åbn undermenuer...

Lukkeloven

Lukkeloven fastsætter regler for åbningstiderne i butikkerne. Loven er senest ændret med virkning fra den 1. oktober 2012, hvilket kort fortalt indebærer, at butikker som hovedregel kan holde åbent hele døgnet alle årets dage. Den eneste undtagelse er 13,5 helligdage om året, men her må byggemarkeder og butikker med en omsætning under 32 millioner kroner om året stadig holde åbent. Lovændringen den 1. oktober 2012 har betydet, at især dagligvarebutikkerne holder åbent om søndagen. Cirka halvdelen af detailhandlen, herunder bl.a. sko- og tøjbutikkerne, ønsker imidlertid ikke at holde åbent om søndagen bl.a. som følge af overenskomstregler og den økonomiske krise.

Den gradvise liberalisering af lukkeloven, der gennem årene er sket, har ført til forringelser af de butiksansattes arbejdsvilkår. Samværet med familie og venner kan således blive afbrudt af vagter om aftenen, natten og i weekenden. Formålet med liberaliseringen har været at give forbrugerne bedre tid og muligheder til at foretage deres indkøb, men kritikere anfører hertil, at liberaliseringen også har ført til en forøget forbrugerisme – shopping som kulturfænomen - hvilket i deres øjne er en negativ udvikling.