Irans politiske system er en mærkelig hybrid-form, der kombinerer demokratiske elementer med et ikke folkevalgt religiøst lederskab. Ifølge den iranske forfatning er Den Islamiske Republiks struktur delt i to forskellige systemer, der gensidigt påvirker hinanden – på den ene side republikken med tredeling af magten og på den anden side den teokratiske (islamiske) struktur, der skal sikre, at lovgivning og politik stemmer overens med islamiske love og regler. Republik-delen er det ”demokratiske” perspektiv i Iran. Der er folkevalg til parlamentet (Majlis), til præsidentembedet og til lokale råd. Men den afgørende magt ligger hos præsteskabet i den teokratiske struktur, hvor Den Åndelige Leder er topfiguren. Fra 1979-1989 indtog Ruhollah Khomenei denne post, mens Seyed Ali Khamenei siden da har været Den åndelige Leder.
Den Åndelige Leder udpeges af Ekspertforsamlingen, som alene har som opgave at udpege Lederen og kontrollere denne. De 86 medlemmer vælges af folket ved direkte valg for en periode på otte år. Der kan dog kun vælges præster til forsamlingen, og de skal alle godkendes af Vogternes Råd. Dette råd har 12 medlemmer, hvoraf Den Åndelige Leder direkte udpeger de 6 præster og indirekte de resterende 6 advokater. Der er altså tale om et lukket kredsløb, som sikrer Den Åndelige Leder en næsten enevældig magtposition. Han er landets øverste autoritet i såvel politiske som religiøse spørgsmål. Han udvælger lederne i militæret og Revolutionsgarden, i radio og tv, dommere, anklagere osv.
Vogternes Råd har til opgave at sikre, at lovgivning er i overensstemmelse med den islamiske sharia-lovgivning, og Rådet afgør desuden, hvem der skal have lov til at stille op til de folkevalgte organer (parlamentet, præsidentposten og Ekspertforsamlingen), baseret på, om de pågældende personer menes at besidde det rette islamiske sindelag.
De demokratiske organer i Irans politiske system er altså omringet af den selvudnævnte teokratiske struktur, så der reelt kun er tale om proforma-demokrati.
