En græsrodsbevægelse, der startede i USA i september 2011 som en protest mod finanssektorens grådighed og dens medvirken til finanskrisen. Bevægelsen fik hurtigt mediernes bevågenhed, og i løbet af få uger havde demonstrationerne mod finanssektoren spredt sig til en lang række lande verden over. Målene for protestbevægelsen er at bekæmpe social og økonomisk ulighed, finanssektorens grådighed og alt for store indflydelse samt korruption. Sloganet ”Vi er de 99 %” henviser til den store økonomiske ulighed i USA mellem de rigeste 1 % og resten af befolkningen.