Åbn undermenuer...

Paraply-bevægelsen

Betegnelse for de Hongkong-kinesiske aktivister (paraplyerne beskytter bl.a. mod politiets tåregas og peberspray), der i efteråret 2014 protesterede over manglende indflydelse på valget af leder eller chief executive (CE) – administrerende direktør – som er den officielle titel på Hongkongs regeringschef. Ved overdragelsen af Hongkong fra Storbritannien til Kina i 1997 udarbejdede de to lande i fællesskab en miniforfatning, hvori der står, at Hongkongs parlament og ledelse fra 2017 og frem skal vælges gennem almindelige valg. Regeringen i Beijing har imidlertid ikke tænkt sig at overholde denne aftale. Den vil i stedet selv udpege 2-3 kandidater, som et begrænset, håndplukket valgmandskollegium på 1200 mennesker skal vælge imellem.