Tyskland er en føderal union, der består af 16 delstater (Länder). De 16 Länder er repræsenteret i Forbundsrådet. De 16 Länder er af meget forskellig størrelse, lige fra Nordrhein-Westphalens 18 mio. mennesker til et par mio. for de mindste. Alligevel er alle delstaterne udstyret med fra 3 til 6 stemmer i Forbundsrådet (efter befolkningsstørrelse).
Underhuset er Forbundsforsamlingen (Bundestag) med 622 medlemmer. De vælges ved forholdstalsvalg for en 4-årig periode. Den tyske valgmåde opererer med et system med to stemmer, en 1. og en 2. stemme, hvor 2. stemmerne tæller med, hvis en kandidat ikke opnår tilstrækkeligt med stemmer på 1. stemmerne. Der er en spærregrænse på 5 % ved valg til Forbundsdagen.
Landet er en republik. Præsidenten vælges for en fem-årig periode og kan genvælges én gang. Han/hun vælges af et føderalt konvent med repræsentanter fra parlamentet og delstatsparlamenterne. Præsidenten har primært ceremonielle opgaver.
Forbundsrådet har betydelig indflydelse i lovgivningsprocessen. Det kan derfor være en parlamentarisk udfordring for tyske regeringer, at Forbundsrådets sammensætning kan ændre sig, hver gang der har været valg i en delstat. Tyskland har såkaldt positiv parlamentarisme. En regering skal altså igennem en tillidsafstemning, før den kan tiltræde.