Danmarks suverænitet

Suverænitetsbegrebet i international politik kan føres tilbage til det europæiske territorialstatssystems oprindelse i 1600-tallet, hvor de enkelte staters herskere opnåede eneherredømme på magtudøvelse over eget territorium. Udadtil betød det, at andre stater og institutioner som den katolske kirke blev nægtet ret til at blande sig i statens indre anliggender. Denne ret beror i moderne stater alene hos statens øverste myndigheder, først og fremmest regeringen. I FN-pagten er staternes suveræne ligeberettigelse fastslået i art. 7 som en af organisationens vigtigste grundsætninger. I de senere årtier er der imidlertid sket en vis udhuling af FN-systemets suverænitetsprincip, idet beskyttelsen af menneskerettigheder er blevet tillagt øget betydning og såkaldte humanitære interventioner derfor i stigende grad er blevet anset for berettigede.

I Europa er suveræniteten, herunder Danmarks, blevet indskrænket som følge af integrationen inden for EU. Man taler her om delt suverænitet, idet EUs medlemsstater har afgivet væsentlige dele af de beføjelser, der hidtil alene har beroet hos staternes egne myndigheder til EUs organer. EU har især gennem vedtagelsen af forordninger mulighed for at træffe beslutninger med direkte retskraft over for borgere og virksomheder, og disse retsakter er gældende, uanset om staterne gennem egne love har vedtaget tilsvarende regler. Også EUs domstol har såkaldte overstatslige beføjelser. I Danmark er denne form for suverænitetsafgivelse reguleret i grundlovens §20, hvorefter beslutninger herom kan træffes med 5/6 flertal i Folketinget eller hvis det ikke kan opnås ved folkeafstemning.

Man skelner ofte mellem den formelle og den reelle suverænitet. En stat kan besidde formel suverænitet og alligevel i kraft af bl.a. økonomiske relationer være stærkt afhængig af andre stater, hvorfor den kun formelt bestemmer over egne anliggender. For stater, der i forvejen er afhængige af hinanden, kan afgivelse af formel suverænitet derfor tænkes at øge suveræniteten i reel forstand: staten får større indflydelse på forhold, som den alligevel må indordne sig under, og samtidig mulighed for at tvinge andre stater til at træffe beslutninger, de ellers ikke ville have truffet. Opnåelse af større reel suverænitet er for mange hovedbegrundelsen for at deltage i EU-samarbejdet. Der kan argumenteres for, at navnlig småstater opnår større reel suverænitet gennem dette samarbejde.

For Danmarks vedkommende var den reelle suverænitet længe stærkt begrænset som følge af naboskabet til Tyskland. I 1930erne anså den danske regering det for nødvendigt at tage vidtgående hensyn til det nazistiske styre syd for grænsen. Trods denne tilpasningspolitik blev Danmark besat af Tyskland d. 9.april 1940, hvor regeringen oplevede at være frataget en reel mulighed for at vælge mellem kamp eller kapitulation. Efter krigen tilsluttede Danmark sig den vestlige forsvarsalliance NATO, hvorved landet afgav både en del af den formelle og den reelle suverænitet på det militære område. Til gengæld opnåede Danmark en øget sikkerhed for ikke igen at blive angrebet af en fjendtlig stormagt, nu Sovjetunionen. Efter Den kolde Krigs afslutning taler man om, at Danmarks reelle suverænitet er blevet stærkt udvidet, idet der ikke længere eksisterer en stormagtstrussel mod territoriet. Den øgede reelle suverænitet er grundlaget for, at Danmark siden slutningen af 1980erne har ført en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik.