Frankrig er i den for mange vestlige lande enestående situation, at nogle af hovedprincipperne i forfatningen kan føres tilbage til en enkelt mand. Det er general Charles de Gaulle (1890 1970), der var en karismatisk national samlingsfigur, bl.a. fordi han havde ledet De Frie Franske styrker under 2. verdenskrig. Han overtog magten i landet i en krisesituation, hvor Frankrig havde problemer med at finde løsninger på striden omkring Algeriets selvstændighed, fortsættelse som fransk koloni eller en del af Frankrig.
For at overtage magten stillede De Gaulle nogle betingelser for den V. Republiks forfatning med ham selv som præsident. Han ville have store magtbeføjelser og mulighed for at udøve dem relativt uhindret. Det fik han i form af en 7-årig præsidentvalgperiode (den er senere nedsat til 5 år) og en præsident, der vælges direkte af folket.
Herudover ville De Gaulle også have samme muligheder som den amerikanske præsident til at kunne udnævne og afskedige sin regering. Han ønskede altså et ægte præsidentialsystem. Det fik han, men også på dette punkt har virkeligheden justeret systemet, idet senere præsidenter måtte se en situation i øjnene, hvor deres eget parti ikke havde flertal i Nationalforsamlingen (det franske parlament), og at der derfor opstod en kompliceret parlamentarisk situation, som i Frankrig kaldes Cohabitation, altså en situation, hvor præsidenten og flertallet (og dermed regeringen) i Nationalforsamlingen har forskellig politisk farve (1986-1988, 1993-1995 og 1997-2002). Problemet er løst pragmatisk ved, at præsidenten har koncentreret sig om udenrigs- og sikkerhedspolitik og har overladt det meste af den økonomiske politik og indenrigspolitikken til det parlamentariske flertals politiske linje. Man kan dermed karakterisere det franske politiske system som et semi-præsidentielt system, når der er cohabitation, og som et præsidentielt system, når præsident og flertal i parlamentet har samme politiske farve.
Nationalforsamlingens 577 medlemmer vælges ved flertsalsvalg i enkeltmandskredse (med omvalg, hvis der ikke er en vinder med mindst 50% af stemmerne), mens det andet og svagere kammer i parlamentet : Senatet, består af kommunale repræsentanter.
