Erhvervsstruktur

Et lands erhverv kan opdeles i forskellige sektorer. Erhvervsstrukturen karakteriserer denne opdeling. Traditionelt skelnes der mellem tre sektorer:

• Den primære sektor (råvareekstraherende erhverv: fiskeri, minedrift, landbrug)
• Fremstillingssektoren (råvarebearbejdende sektor: industri, byggeri)
• Servicesektoren (produktion, distribution og salg af service)

Den primære sektor er fællesbetegnelsen for de erhverv, der er knyttet direkte til brugen af naturens ressourcer. Den omfatter jordbrug, gartneri, fiskeri og skovbrug. Den omfatter også udvinding af mineraler (bl.a. fossile brændsler og metaller), samt udvinding af bl.a. grus, sten, ler, sand og kridt. Disse erhvervs værditilvækst er i et vist omfang baseret på, at der høstes af naturens produkter eller dens evne til at skabe produkter.

Den sekundære sektor omfatter de erhverv, der videreforarbejder råstoffer leveret af den primære sektor og derved frembringer nogle færdige fysiske produkter. Denne sektor udgøres af de såkaldte fremstillingserhverv det vil primært sige industrien samt bygge- og anlægs-branchen.

Den tertiære sektor er de erhverv, der ikke producerer håndgribelige fysiske produkter, men tjenesteydelser til erhverv og husholdninger. Denne sektor omfatter transport, handel, rengøring, revisorer, ingeniørfirmaer, frisører og mange flere. Betegnelsen tertiær sektor anvendes som fællesbetegnelse for de private serviceerhverv og den offentlige sektor.

Opdelingen i de tre sektorer er nyttig for at tydeliggøre nogle generelle træk i den økonomiske udvikling. De fleste lande gennemlever et forløb, hvor de tre sektorer efter tur udgør den dominerende del af landets samlede produktion. Indtil for et par hundrede år siden var 70-80 procent af den danske befolkning knyttet til den primære sektor først og fremmest i landbruget. En mindre del var beskæftiget med handel eller med at fremstille og reparere landbrugsredskaber, klæder, køkkengrej, køretøjer og lign. Dette forhold har ændret sig afgørende igennem de seneste hundrede år. Den primære sektor udgør en stadig mindre andel af den samlede økonomiske aktivitet.

Siden industrialismens gennembrud i England i begyndelsen af 1800-tallet har stadig flere lande oplevet en periode med stærk vækst i fremstillingen af varer. Den sekundære sektor såvel industri som byggeri har i en periode udgjort den dominerende del af økonomien i de fleste såkaldt industrialiserede lande.

Efter anden verdenskrig har den tertiære sektor vokset sig større end de to andre sektorer tilsammen. Af denne grund har man talt om overgangen fra industrisamfund til servicesamfund.  I dag udgør den tertiære sektor omkring 70 procent af den samlede produktion og beskæftigelse i de velstående lande. Det gælder også Danmark. Der er to grunde til disse sektorforskydninger. For det første har produktiviteten udviklet sig meget forskelligt i de tre sektorer. For det andet har den samlede efterspørgsel gradvist forskudt sig fra fødevarer over mod industrivarer og videre til serviceydelser.

Den tertiære sektor servicesektoren har haft en mere afdæmpet udvikling i produktiviteten end de andre sektorer. Det har medvirket til, at den har beskæftiget en stadig større andel af den samlede arbejdsstyrke. Det er dog et åbent spørgsmål, om ikke produktivitetsudviklingen i servicesektoren reelt undervurderes i de officielle opgørelser, fordi der ikke kan tages hensyn til, at kvaliteten af ydelserne løbende forbedres.

I takt med velstandsstigningen har sammensætningen af den samlede efterspørgsel gradvist ændret sig fra at rette sig mod den primære sektor til at rette sig mod den tertiære sektor. Tidligere var størsteparten af husholdningernes budget afsat til at dække de basale behov for fødevarer og klæder. Efterhånden som forbrugerne fik flere penge mellem hænderne, er de blevet anvendt til at anskaffe større boliger og til at købe møbler, biler og andre varige forbrugsgoder. Den fortsatte stigning i velstanden har dernæst muliggjort et større forbrug af mere luksusprægede serviceydelser, såsom underholdning, kulturelle aktiviteter, rejser mv. Dertil kommer, at den offentlige sektor er blevet udbygget med serviceydelser inden for sundhed, ældrepleje, børnepasning, uddannelse mv.

Efterhånden som servicesektoren dominerer den økonomiske aktivitet, forekommer det stadig mere intetsigende at anvende én fælles betegnelse for alle de erhverv, der indgår i denne.  Det kan således være vanskeligt at få øje på fællestræk i de produkter, der leveres af et reklamebureau og et rengøringsfirma. Eller mellem ydelserne fra en institution for ældrepleje og et ingeniørrådgivningsfirma.

Skillelinjen mellem sekundær og tertiær sektor bliver også mere og mere uklar. Nogle typer af produkter henregnes til servicesektoren, selvom der er tale om et meget konkret produkt som måske blot ikke er fysisk i normal forstand.  Det gælder f.eks. et edb-program, der skal bruges til at styre en bestemt industrirobot. Dertil kommer, at mange virksomheder leverer en kombination af et fysisk produkt og en tilhørende serviceydelse. Anskaffes en kopimaskine, følger der således ofte en serviceaftale med eftersyn og vedligehold med i købet.