Valutapolitik går ud på at ændre valutakursen med det formål at påvirke betalingsbalancen og den samlede økonomiske aktivitet. Valutapolitikken varetages af Nationalbanken efter rådslagning med regeringen.
Man skelner mellem devaluering og revaluering. Devaluering er en nedskrivning af landets valuta i forhold til omverdenen. For Danmarks vedkommende indebærer en devaluering, at kronens værdi falder i forhold til euro, pund, dollar osv. Revaluering er omvendt en opskrivning af landets valuta i forhold til andre valutaer.
En devaluering virker ved at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne i forhold til omverdenen. For det første forøges eksporten, fordi virksomhederne får bedre mulighed for at konkurrere på prisen på de udenlandske markeder. Danske varer bliver billigere i udlandet målt i udenlandsk valuta. For det andet reduceres importen, fordi importvarer bliver relativt dyrere regnet i indenlandske priser. Da importen reduceres, forøges den indenlandske efterspørgsel efter indenlandsk producerede varer.
Den større indenlandske efterspørgsel giver højere BNP-vækst og beskæftigelse. En devaluering er dermed et effektivt middel til at få sat mere gang i den økonomiske aktivitet. Den har en ekspansiv karakter. Betalingsbalancen og de offentlige finanser forbedres. Men der er også nogle ulemper forbundet med en devaluering ved, at dyrere importvarer får en afsmittende virkning på priser og lønninger og dermed kan give inflation.
En devaluering anvendes primært defensivt til at rette op på en stor skævhed i konkurrenceevnen i en situation, hvor der er stort underskud på betalingsbalancen. For landene, der er med Euro-samarbejdet, er det ikke muligt selvstændigt at ændre valutakursen. De deltagende lande har fraskrevet sig dette instrument. Euroen den fælles valuta flyder frit i forhold til andre valutaer (pund, dollar, yen) og vil i princippet kunne devalueres eller revalueres, hvis det bliver nødvendigt.
