Italien er et parlamentarisk demokrati, som har et to-kammer-parlament. Overhuset/førstekammeret er Senatet med 315 medlemmer, der er valgt ved forholdstalsvalg. Italien gik fra flertalsvalg i enkeltmandskredse til forholdstalsvalg ved en forfatningsændring for nogle år siden.
Man har ønsket at bevare nogle af fordelene ved flertalsvalg i enkeltmandskredse, såsom dannelse af flertalsregeringer. Derfor er der en bestemmelse om, at den vindende koalition af partier i en provins tildeles 55 % af pladserne fra provinsen. Det gør det lettere at lave flertalsregeringer.
Andetkammeret hedder Deputeretkammeret. Her er valgt 630 medlemmer. De vælges for 5 år, og også her er der en bestemmelse om vinderkoalitionen, som får 54 % af det samlede antal pladser i Deputeretkammeret. Ved valget i 2009 hjalp denne regel Silvio Berlusconi og hans Populo de la Libertad (Frihedens Folk) til at vinde majoritet i parlamentet.
I forbindelse med Italiens økonomiske problemer som følge af finanskrisen – og med en række retssager hængende over hovedet - trådte Berlusconi tilbage som regeringschef i november 2011. Han blev efterfulgt af en teknokrat-regering med Mario Monti som regeringschef. Valget i februar 2013 gav som resultat, at tre næsten lige store grupperinger stod over for hinanden – men uden vilje til at arbejde sammen: Venstrekoalitionen med Pier Luigi Bersani som leder, højrefløjen med Berlusconi i spidsen og komikeren Beppe Grillos Femstjernede protestbevægelse. Efter to måneders politisk kaos lykkedes det i april 2013 at få de to førstnævnte grupper til at indgå i et regeringssamarbejde med centrum-venstre-politikeren Enrico Letta som ministerpræsident. Denne holdt dog kun posten til februar 2014, hvor han blev efterfulgt af Matteo Renzi.
