Storbritannien har ikke en nedskrevet forfatning, som fx Danmark (Grundloven) eller USA (The American Constitution) har det. Det har noget at gøre med britisk juridisk tradition i det hele taget, idet man har den såkaldte common law, der betyder, at sædvaneret danner grundlag for retssystemet. På samme måde er det de nedarvede principper for statens indretning, der gælder. De suppleres dog med en del lovbestemmelser på enkeltområder.
Det er parlamentet, der vedtager de skrevne love. Det består af et overhus (House of Lords, over 1000 pladser) og et Underhus (House of Commons, 646 pladser). Det er dog kun Underhuset, der har egentlig lovgivende beføjelse. Overhuset diskuterer lovene og kan evt. forsinke vedtagelsen i en begrænset periode, men har ellers ikke magt over lovgivningen.
Medlemmerne af Underhuset vælges ved flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvilket har resulteret i et modificeret topartisystem (to store og et lille parti). (New) Labour og Conservative skiftes traditionelt til at danne regering, men efter valget i 2010 har Storbritannien en koalitionsregering bestående af Conservative og Liberal Democrats.
Under New Labour-regeringerne (1997 2010) er det britiske politiske system blevet mere decentraliseret, idet der nu er selvstyre med selvstyreparlamenter i Skotland, Nordirland og Wales. Disse regionale parlamenter har fået egne regler om valg til parlamenterne og har fået ret til at lave en stor del af lovene for deres egne områder. De er dog stadig en del af Storbritannien med fælles udenrigspolitik, forsvarspolitik, finanspolitisk koordinering og fælles valuta (britiske pund).
