Stat

Man kan opstille tre faser i udviklingen af det europæiske statssystem:

• Territorialstaten ca. 1650-1850, hvor en centralregering havde indre suverænitet over et afgrænset territorium.
• Nationalstaten ca. 1850-2000, hvor territorialstaterne fik tilføjet en ekstra dimension: borgernes historiske og kulturelle fællesskab.
• Den postmoderne stat (EU), hvor der er en centralregering for et afgrænset område, men suveræniteten er delt mellem EU og medlemsstaterne. Den postmoderne stat er desuden multikulturel.

Trediveårskrigen blev i 1648 afsluttet med den Westfalske fred, som var en serie af traktater, der bl.a. gjorde op med det middelalderlige Europas system med overlappende autoriteter (paven, kejsere, konger, fyrster), loyaliteter og identiteter. Derved opstod territorialstaten. Den næste fase indtrådte i forbindelse med den lange række af revolutioner i Europa fra slutningen af 1700-tallet, som blev kombineret med nationalistiske strømninger. Herved blev Europa-kortet gradvist omformet til nationalstater. Endelig er den postmoderne stat opstået sammen med udviklingen i EU-projektet fra 1950´erne og frem.

Den trefasede model gælder dog langtfra for alle europæiske lande. Nogle, fx Norge og Schweiz, søger at holde fast i nationalstaten, mens andre, bl.a. mange østeuropæiske lande, har behov for at genoplive borgernes historiske og kulturelle fællesskab, der blev delvist undertrykt under kommunismen.

Uden for Europa kan en række stater, især i Afrika, knap nok karakteriseres som territorialstater. Der er snarere tale om svage stater eller endda fejlslagne stater, som er karakteriseret ved manglende indre suverænitet.